Kære Alle

Jeg har ikke været så flink til at skrive på det sidste, men lige pludselig er tiden gået så hurtigt.

Christian er færdig hos ambulancetjenesten og tilbage på hospitalet. Det er vist ikke så lærerigt for ham på Groote Schuur hospitalet og han er ikke særlig glad for at være der, men han synes at han er nødt til at være der lidt, fordi det nu engang var den oprindelige aftale. I fredags besluttede han sig for at besøge Red Cross Childrens hospital, som er det eneste specialiserede børnehospital i landet. Det er åbenbart nemmere at få folk til at donere penge når det drejer sig om børn, for hospitalet har ikke mangel på noget, hverken ressource- eller personalemæssigt. På sit ophold skulle han hjælpe med at give smertemedicin til brandofre. Det var nogle hjerteskærende historier og nogle rædselsvækkende billeder han kom hjem med. Et barn var blevet slemt forbrændt på hoved og hænder i en brand i en af de mange skurbyer. Dette er noget der sker jævnligt, dels fordi de består af let brændbart materiale, men også fordi mangel på elektricitet gør at de bruger paraffin og meget andet til at skaffe lys. Ved operationen af den lille dreng forsøgte man at transplantere hud fra hans arme og krop til hovedet for at dække brandsårene.

Et andet barn var blevet forbrændt på 90 % af kroppen i en dramatisk ulykke i et sommerhus. Familiens gaskomfur var eksploderet og hele familien bestående af forældre og tre børn fik reddet sig ud af det brændende hus. Bil og mobiltelefon var smeltet og gjorde det umuligt for dem at ringe eller køre efter hjælp og familien måtte derfor begive sig ud til fods. Faderen bar den stærkt brandskadede datter 4 kilometer indtil han kollapsede af udmattelse og egne skader og moderen måtte derfor bære datteren de sidste seks, indtil de mødte en politibetjent, der tilkaldte hjælp. Hvis hele kroppen er brandskadet, kan man jo ikke transplantere intakt hud til de forbrændte steder, derfor var pigen forbundet fra top til tå i noget specielt sølvfolie, hvorunder man kan sprøjte forstadier til laboratoriefremstillede hudceller. Når man mangler huden er det svært at holde kropstemperaturen oppe, så temperaturen i operationsstuen var indstillet til 36 graders varme. Alligevel faldt pigens kropstemperatur til 31 grader under det fire timer lange forbindingsskift.

Hvad mit arbejde angår, er jeg virkelig stresset. Nogle gange ville jeg ønske at jeg havde et par uger ekstra til at få lavet alt det jeg har lovet at levere. Grunden til at det er spidset så meget til er dels at jeg har arbejdet langsommere end jeg troede. Og dels at den sidste halvanden uge er gået med at bakse med internetvirus og følgerne deraf. Jeg kunne ikke forstå at min arbejds- e-mail ikke fungerede, men tilskrev det virus på netværket, indtil jeg fandt ud af at IT-afdelingen havde lukket min konto, fordi de troede jeg var rejst. Det var en mindre katastrofe for mig, da jeg længe havde presset alle mine eksterne kontakter til at melde tilbage hurtigt omkring en workshop (som jeg nu ikke når at holde). Alle disse svar er gået tabt og jeg har måttet bruge mange timer på at redde trådene ud med folk. Hele sidste uge har været meget frustrerende og jeg har flere gange været tæt på at kaste med noget tungt! Jeg har tidligere skrevet at mine kolleger har overladt det ene projekt fuldstændig til mig, selvom det er noget de bliver betalt mange penge for at lave. Det sjove er nu at dem der har betalt dem for projektet, har meldt deres ankomst på tirsdag, for at se hvordan det hele forløber og ingen aner hvad der foregår på nær mig, og jeg har travlt med at få min andel færdig til jeg skal af sted.

I går var det Christians 34 års fødselsdag. Den har vi fejret i tre dage og tre nætter. Fredag havde Christians mor doneret en fødselsdagsmiddag, som vi indtog i Camps Bay – en lille flække ved vandet hvor Cape Towns jet-set holder til. Menuen stod på fiskeplatte og vores yndlings boblevand. Vi besluttede at lade bilen stå for at lade os beruse i den liflige champagne og tog derfor en taxa hjem. Vores chauffør, den charmerende "Sir Roger" (udtalt med affekteret fransk accent!), forklarede os at han sparede sammen til en ny bil. Det synes vi var en god idé, for bilen var i en forfærdelig stand. Sæderne var iklædt et slidt sølvfarvet betræk i imiteret læder, selerne manglede og selvom døren var lukket kunne man stikke hele sin hånd ud gennem en sprække mellem den bulede dør og karosseriet. Lydpotten skrabede hen af vejen og motoren lød temmelig forkølet. Sikkerhedsselerne manglede, men heldigvis kørte Sir Roger højst adstadige 50 km/t. Bilen syntes kun at have 3 gear.

Vi havde bedt Sir Roger om at hente os igen næste morgen, hvor vi havde besluttet at spise morgenmad på Cape Towns fineste hotel, Hotel Mount Nelson, i den festlige anledning af Christians fødselsdag. Ved indkørslen bliver man saluteret af en portier i tropeantræk. Hotellet har en elegant, men meget lang og stejl indkørsel. Sir Rogers bil kunne næsten ikke klare turen op til indgangen. Ved hvert vejbump bumlede lydpotten faretruende mod asfalten. Ved indgangen blev vi pænt hjulpet ud af bilen af flere tropeklædte portierer, som var vi ankommet i en limousine. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt ved tanken om ankomsten til det fine, fine hotel i Sir Rogers skrammelkasse af en bil – det må have været et fantastisk syn! Vi tog pænt afsked med ham og ønskede ham held og lykke med anskaffelse af en ny bil, samt med at klare turen ned af indkørslen igen.

Hotellet er meget eksklusivt indrettet i victoriansk stil, med en vidunderlig have. Morgenmaden var en udsøgt buffet med alt hvad hjertet kunne begære. Friskpresset juice, champagne, frugt, brød, kolde samt varme anretninger. Ved ankomsten placerede tjeneren servietten i skødet på én, det behøvede man sandelig ikke selv! Vi fik spist os virkelig, virkelig mætte. Regningen lød på 250 kroner for os begge. Sammenlignet med danske cafépriser er det utrolig billigt, når man tænker på mængden og kvaliteten af maden.  Værelserne begyndte ved 4600 kroner per nat og gik helt op til 11.000 kroner for en luksus suite med god udsigt. Vi lod os dog ikke mærke med noget, takkede for prislisten, sikrede os at der var et telefonnummer til eventuel senere reservation og tog derpå diskret flugten, denne gang uden Sir Roger.

Efter at have hentet bilen besluttede vi os at hygge os med at finde et hotel i en lidt mere beskeden prisklasse til rekreation efter vores lange safaritur. Vi havde utrolig meget fornøjelse af at køre rundt og se forskellige hoteller, bede om at se værelserne og høre om deres ekstra faciliteter. Vi besøgte også SAS Radisson hotellet ved havnekanten. Her var værelserne virkelig udsøgte. En af suiterne havde to badeværelser, to soveværelser, køkken og en kæmpe privat balkon. Christian fik dog hurtigt forklaret at vi kun havde brug for én seng og ét badeværelse og vi fik derefter forevist noget i en lidt mere rimelig størrelse. Vi var enige om at hvor lækre værelserne end var, var stemningen på hotellet lidt kedelig og meget præget af at de fleste gæster er forretningsmænd.

I går aftes havde vi inviteret tre af Christians ambulancekolleger med koner på vores yndlings thairestaurant i Observatory. Det var en meget hyggelig aften med god stemning, masser af mad og litervis af vores yndlingschampagne. Det lyder måske lidt vildt at invitere så mange mennesker på restaurant, men priserne er så lave at det næsten ikke kan betale sig at købe ind og have besværet med tilberedning og oprydning selv. En hovedret koster 30-40 kroner. Desuden havde vi hverken stole eller tallerkner og bestik til så mange mennesker, så alt i alt var det en god løsning. Gutterne havde endda taget gode gaver med til Christian på trods af opfordringer til at lade være. Han fik et sydafrikansk skjold med spyd og dusk til at hænge på væggen, en sydafrikansk kakaolikør og en rejsebog til Namibia. De blev alle grønne af misundelse over min gave til Christian, som var et finger-pulsoxymeter. Det er sikkert ikke alle der ved hvad det er for en sag, men det er et medicinsk måleinstrument, som kan måle puls og iltmætning i blodet. Det er uundværligt i en ambulance og det smarte ved denne specielle model er at den er kompakt og kun består af en klemme til at sætte på fingeren – der er ingen ledning eller medfølgende storskærm. Jeg blev ikke så populær blandt ’konerne’ der måtte høre utallige opfordringer til at gøre mig gavekunsten efter! Jeg har ellers haft meget morskab ud af at forsøge at bestille dimsen herned til en kollegas adresse. Vente i åndeløs spænding indtil pakken var vel ankommet og prøve at holde mund med overraskelsen i et helt par uger. Jeg havde pakket den ind i en stor æske, så det lignede en kedelig skjorte fra et stormagasin.

Kort efter sidste fællesbrev har jeg igen været med Christian på vagt med ambulancen. Men inden jeg fortæller om det, kan jeg lige bringe en opdatering omkring den japanske matros jeg fortalte om i sidste brev – ham der tog en druktur, der senere resulterede i en svømmetur. Christian har besøgt ham på hospitalet og da han spurgte hvor han befandt sig, fik han svaret: hvem af dem? Det viste sig at der var en anden japansk matros der havde lavet samme nummer to dage senere. Han overlevede dog desværre ikke! "Vores" derimod levede i bedste velgående takket være vores heltemodige indsats (- bilder jeg mig ind!)!

Vi havde en travl nat med mange interessante sager. Vores første udrykning var til en epileptisk mand. Han var puttet i seng hos nogle pårørende, efter at han dagen igennem havde haft voldsomme krampeanfald. Ved ankomsten sov han og var i det hele taget lidt afvisende overfor behandling. Mens Christian og Mike forsøgte at vurdere hans tilstand talte jeg lidt med familien. Jeg henvendte mig til konen og spurgte hende hvad hun vidste om hans tilstand. Det var ikke meget fortalte hun. Jeg gav hende derfor en hurtig briefing med vægt på det faktum at hun ikke skulle være bange for anfaldene. Hun virkede lidt mærkelig og afvisende, hvilket undrede mig, når jeg nu forsøgte at være flink og forklarende. Jeg havde spurgt de pårørende om en årsag til hans mange anfald – var han syg, havde han drukket etc. Da vi forlod huset kom tanten ud og forklarede at hun godt viste hvorfor han havde det så dårligt i øjeblikket. Konen havde forladt ham til fordel for en anden og han havde mistet sit job på grund af sin epilepsi. Det forklarede jo i hvert fald konens mærkværdige opførsel og sikkert også hans tilstand, stakkels mand. Da vi atter sad i bilen, vendte Christian og Mike sig om og spurgte grinende om jeg synes det var nogle søde kæledyr familien havde haft. Og jo da, jeg synes da kattene var meget søde, kunne jeg bekræfte. Hvorefter de grinende fortalte om de to KÆMPE store kakerlakker der havde siddet og hygget sig på kommoden, lige foran næsen på mig. Dem havde jeg heldigvis ikke opdaget!

Vi var også en tur på sygebesøg i en skurby. En ung kvinde coinficeret med tuberkulose og HIV havde vejrtrækningsbesvær. Hun fik lidt ilt og fik det bedre og derom er der ikke mere at bemærke. Da vi var på vej ind i bilen igen, ville Christian smide sine handsker i noget han troede var en skraldespand, hvorefter to hoveder pludselig stak op og vi måtte konstatere at det ikke var en skraldespand men nogens dagligstue!

Næste kørsel var til en 21-årig pige, der havde været oppe at skændes med sin mand, der derpå låste hende inde i deres 1.sals soveværelse. Efter sigende pga. angst (og en lille smule beruselse) valgte hun at springe ud over altanen. Hun var temmelig hysterisk da vi ankom - skreg når vi gjorde noget, skreg når vi ikke gjorde noget. Skreg at hun var ved at dø, hvilket skrigeriet jo indikerede at hun ikke var! Hun frøs også, hvilket jeg dog godt kunne forstå. Det gjorde jeg også og hun havde ligget halvbar på den kolde jord i en halv times tid. Vi fik hende fikseret på en rygskadebåre og ind i den ventende ambulance, hvor Christian heldigvis fik stoppet alt hendes råberi med et ordentligt skud morfin. Det skinner vist desværre igennem at jeg synes hun var ualmindeligt irriterende og at hendes reaktion var temmelig overdrevet. Hver gang vi prøvede at hjælpe hende skreg hun "Moar, de gør mig ondt". Jeg havde hele tiden lyst til at sige til hende at hun jo faktisk havde gjort sig selv ondt ved at hoppe ud over altanen. Det var dog lidt svært at afgøre om der var sket skader på hendes rygsøjle, efter som hun var så kold at hendes reflekser var påvirkede. Ved opfølgning et par dage senere kunne Christian dog bekræfte at der ikke var sket hende det mindste.

Christian har også været kaldt ud til en mand der hoppede ud fra en 15 meter høj bro. Efter sigende var det stemmerne i hans hoved der havde beordret ham til at gøre det. Han var lidt bange og forvirret ved ankomsten og var tydeligvis psykisk syg. Da de var lige ved at have ham fikseret på rygskadebåren fik tanken om at skulle ind i ambulancen ham til at rejse sig op for at komme væk. Christian fik ham efter nogen overtalelse til selv at sætte sig ind i ambulancen. Ved ankomsten til hospitalet var han på grund af skaderne på rygsøjlen ikke længere i stand til at gå.

Patienten var dog stadig ved fuld bevidsthed og selvom han var intuberet (havde en slange i halsen med tilsluttet ilt), kunne han høre og forstå da Christian tiltalte ham. Strimer af blod strømmede ud af munden på ham og ned i hans ører og øjne. Christian forklarede den ansvarlige læge at han ikke ville påtage sig ansvaret for transport af patienten, da hans tilstand var så kritisk at et hvert forsøg på at flytte ham ville være fatalt. Den unge læge, så træt og ægte bekymret ud og det virkede som om han ikke længere kunne overskue hvad han skulle stille op med patienten og derfor ville have ham overdraget til andre. Mens overflytningen stadig blev diskuteret opgav manden at kæmpe for sit liv og han åndede ligeså stille ud for øjnene af os. Den sympatiske læge virkede oprigtigt ked af det og Christian sagde bagefter at han havde det lidt skidt med at han ikke havde talt mere med patienten, hvilket han ville have gjort hvis han vidste at det var hans sidste minutter. Men ingen af os kunne jo vide at det ville gå den vej så hurtigt.

Sidst på natten blev vi kaldt ud til en overflytning af et 3 uger gammelt for tidligt født spædbarn. Barnet var født 4 uger for tidligt og vejede 2,5 kg. Det var blevet udskrevet fra hospitalet et par dage tidligere, men var nu bragt ind af forældrene med symptomer på lungebetændelse. Da vi ankom til hospitalet var situationen igen meget kritisk. Faktisk var de i gang med at genoplive den lille dreng. Det var svært at se barnet for slanger og genoplivningsudstyr. Lægen fortalte at de havde forsøgt genoplivning i 10 minutter og Christian forklarede mig at man normalt standser efter 8 minutter ved så små børn, på grund af risikoen for hjerneskade. Bag forhænget så jeg en kvinde gå frem og tilbage med tårerne trillende ned af kinderne. Jeg henvendte mig til hende og fik bekræftet at hun var barnets mor. Jeg trøstede hende lidt og spurgte hende om hun havde lyst til at holde barnet i hånden. Ude af stand til at svare med ord, nikkede hun gennem tårerne og jeg tog hende i hånden og fik flyttet lidt på den ene af sygeplejerskerne så hun kunne tage sit barns lille hånd i sin. Efter et ganske kort øjeblik standsede de forsøget på genoplivning. Intet kan forberede en på det sørgelige i at se et lille barn dø, men at være vidne til forældrenes smerte var det værste. Moderens gråd og skrig var som en knytnæve i maven og en kniv gennem hjertet. Hun havde løftet sin lille dreng op til brystet og vuggede ham fra side til side mens hun græd. Slanger og måleudstyr dinglede fra hans lille krop. Min klump i halsen truede med at kvæle mig og tårerne steg op i mine øjne. Men jeg nægtede at give efter for gråden, som jeg vidste ellers ville blive ukontrolleret. Jeg bad stille til at Christian ikke ville se på mig og forsøge at trøste. Jeg havde ingen grund til sorg, det var deres smerte, ikke min. Stille kørte vi den opvarmede kuvøse tilbage til ambulancen. Den ville der ikke blive brug for. Let chokerede stod vi og sundede os uden for et par minutter, inden vi besluttede at gå ind igen for at høre hvad der havde ledt til den lille drengs død. Forældrene befandt sig ikke længere på stuen og i sengen hvor den lille dreng havde ligget lå et sammenkrøllet tæppe. Vi fik en kort opsummering af patientforløbet og fik forevist et glas med en grumset og uklar væske, som var blevet suget op af barnets luftveje tidligere på natten. På vej ud gik jeg forbi sengen og opdagede at den lille dreng lå i tæppet. Slangerne og udstyret var væk og han så tilfreds og fredfyldt ud. Sort hår, med et anstrøg af krøller, lange tætte øjenvipper og en lille smilende mund. Jeg strøg ham lidt over den stadig varme pande. Jeg spurgte lægen om ikke hun troede at forældrene gerne ville have drengen hos sig, hvortil hun køligt svarede: "Det tror jeg ikke, vi har lige givet moderen noget valium".

Jeg behøver vel ikke engang at skrive at jeg blev både vred og forarget over det. Barnet havde knapt været død i fem minutter. Tænk at være så ufølsom at man håndterer umiddelbar sorg med valium. Jeg var frastødt.

Som Christian rigtigt nok pointerede var det lige på grænsen at jeg havde blandet mig ved at invitere moderen til at holde barnets hånd. Det var jeg godt klar over, men tidligere på natten havde vi jo lige lært at livet kan slutte så brat og at man lige så vel kan fortryde sin mangel på handling. Christian sagde at lægen først havde set ud til at lægge an til protest, men så havde resigneret, som om hun godt kunne se det rimelige i min handling. Jeg vidste at de var ved at slutte genoplivningen og synes at det var på sin plads at moderen holdt sit barn i hånden de sidste få øjeblikke. Efter at have erfaret at moderen kort efter blev bedøvet med valium, kan jeg ikke just sige at jeg fortryder min beslutning!

Vores ophold i Cape Town er ved at være til ende. Det har været både dejligt, oplevelsesrigt og meget lærerigt for os begge. Det er lidt mærkeligt at vi snart skal videre, nu vi lige har vænnet os til det søde liv her, med hårdt arbejde i dagtimerne og fornøjelser om aftenen og i weekenderne. Vi bor lige overfor universitetets koncertsal og vi har været til flere aftenkoncerter med de forskellige meget talentfulde studenterorkestre. I weekenderne har vi været på Robben Island, på vintur og nydt udsigten fra Table Mountain, blandt meget andet. Ellers går livet sin vante gang. Jeg er ved at komme overens med det faktum at jeg ikke kan redde alle de mange millioner der lever i fattigdom, men kontrasterne her er stadig meget slående. Hvordan et land kan være så fantastisk og rædselsfuldt på én gang er forundrende. I øjeblikket har jeg slået mig til tåls med at ligesom de fattige og syge mangler evnen til at hjælpe sig selv ud af fattigdom, så mangler jeg ganske evnen til at leve puritansk! – Hm, ja det lyder som en god ad hoc konklusion og det er det også. Jeg ved bare ikke hvordan jeg ellers skal forsvare alle de penge vi bruger til unødvendigheder, når andre ikke har mad i maven.

Trafikken her er stadig en kilde til undren. Vi har påbegyndt en mindre fotoserie af det vi kalder "vores nye bil", den indeholder billeder af biler der er så ramponerede at man skulle tro de var taget på en bilkirkegård! Det sker ofte at man kører bag biler som spyr tyk sort røg ud når de gasser op, og vi må skynde os at skifte bane eller slukke for ventilationen for ikke at blive akut røgforgiftede. Mange biler kører også uden lys i mørket og man skal derfor se sig godt for! Fodgængerne er også et kapitel for sig. De holder sig ikke tilbage for at løbe over motorvejen eller køre med en indkøbsvogn i rabatten. I midten af motorvejen på vej til arbejde, har de bygget en 1,5 meter høj mur i midten, for at forhindre folk i at krydse vejen. Jeg har dog mine tvivl om effekten, idet jeg både har set både et par med et barn i en klapvogn og en etbenet mand løbe over vejen.

Dette bliver nok mit sidste fællesbrev fra Cape Town. På fredag har jeg min sidste arbejdsdag og på lørdag går turen mod nord. Vi vil køre rundt i det nordlige Syd Afrika samt det sydlige Namibia og eventuelt det sydlige Botswana i små to uger, før vi vender næsen hjem til Danmark. Da de egne ligger langt fra civilisationen forventer jeg ikke at have internetadgang, ligesom vores mobiltelefoner vil være uden for dækning det meste af tiden.

Vi er hjemme igen den 29. maj. Christian drager videre mod Færøerne den 1. juni og jeg følger efter med bilen 12.juni. Vi har netop erfaret at opførelsen af vores nye lejlighed er forsinket til 15. marts. Vi har endnu ikke besluttet om vi bliver på Færøerne til den er færdig eller om vi kommer hjem tidligere, med diagnosen økuller!

Mange kærlige hilsner