Pernille og Christian i Sydafrika

fællesbrev 8. marts 2004

 

Cape Town 8.marts 2004

Kære Alle

Det tid til at gøre status over de første dage her i Afrika og fordøje nogle af de indledende indtryk, ved at få dem ned på papir, før de bliver fortrængt af nye.

Flyveturen gik uden problemer og jeg havde endda en hyggelig nat i Christians skød, hvor jeg blev forkælet med kærtegn, mens han lod sig underholde af film, ude af stand til at falde i søvn.

Lejebilen stod klar til os i lufthavnen og vejen til vores første bolig var heldigvis meget enkel, så vi havde ingen problemer med at ’finde hjem’. De første 14 dage bor vi i et ’Guesthouse’, indtil vi flytter rundt om hjørnet i en slags ’udlejet bofællesskab’ – ’The Freeland Lodge’.

Da vi ankom, var det blæsende og en lille smule køligere end forventet. Hele weekenden har vi dog haft 30 grader og det har været dejligt, ikke for varmt og ikke for koldt!

Vi bor i et lille boheme-kvarter, The Observatory – populært kaldet ’Obz’. Kvarteret minder om, og er på størrelse med Blågårdsgade. Med en god blanding af mere eller mindre mystiske personager, studerende og kunstnere. Bygningerne ligner en kombination af noget sydamerikansk inspireret, med et lille touch af saloon! Gaden er fyldt til randen med gode spisesteder og butikkerne inkluderer både en Kwik-Spar, et antikvariat og en bar med ’tatoverings-service’. Selvom der vandrer en del små-skumle personer rundt virker her afslappet og sikkert. Der er også et par gadevagter der holder øje med at alt er som det skal være og viser vej hvis man har brug for det. Vi har lynhurtigt fået os en stamcafè – The Obz Café - og her er vi allerede blevet kendte ansigter, så større er kvarteret altså ikke.

Vores Guesthouse har en fantastisk smuk have, som jeg dog ikke rigtig har haft tid til at nyde endnu. I morgen skal jeg helt sikkert ligge og slikke eftermiddagssol – jeg er nemlig ikke sikker på at der er andet end en terrasse i vores mere permanente bolig. Vic, ejeren af vores Guesthouse fandt en lille kamæleon i haven som han viste os. En lille fin grøn fætter med krølle på halen. Den skulle flyttes til en højde hvor katten ikke kunne nå den og det blev min opgave. Den var så sød, med sine små klistrende fødder, at jeg fik helt tårer i øjnene. Siden har vi set et par stykker – Christian er en sand mester i at finde dem til mig – og i dag lykkedes det mig at få et billede af én!

Her kører man jo i venstre side af vejen, hvilket har krævet en del tilpasning fra min side. Ja, og så skulle jeg også lige vende mig til at bil med automatgear kører af sig selv, med mindre man trykker på bremsen. På min første prøvetur (der føltes som allerførste køretime på øvelsesbanen) var jeg knap kommet rundt om hjørnet før jeg var ved at skrabe en bil med min højre side. Det nåede Christian lige at få afværget med et ’stop-råb’. Jeg fik derefter sat bilen i bakgear og trillede dernæst uforvarende ind i den bagved holdende bils kofanger! Han dyttede og regerede, men kom bagefter og undskyldte – han kunne godt se hvor ulykkelig jeg var! Der skete heldigvis ingen skader på andet end mit humør. Og Christian fortæller nu igen og igen om hvordan han har afværget to bilulykker! Men det var jo faktisk den samme, så jeg synes ikke rigtig det tæller!

Jeg skal køre på arbejde hver dag og det var jeg naturligvis lidt nervøs over, så vi øvede turen to gange – jeg skal også kun dreje to gange, så det burde ikke være så svært!

Søndag kørte vi ind til centrum for at bese ’Victoria and Albert Waterfront’, som er det gamle havneområde, som nu er lavet om til et enormt shoppingområde, à la Fisherman’s Wharf i San Fransisco. Vi travede i timevis og så på butikker, uden at der var noget som var særlig interessant. Om eftermiddagen besøgte vi ’The Aquarium’, hvor vi nød synet af fisk og koraller i tusindtal og oplevede både fodring af pingviner og hajer.

Mandag havde vi så vores første arbejdsdag! Til de der ikke ved det eller ikke kan huske det, så skal jeg arbejde på School of Public Health på University of Western Cape. På projekter relateret til skabelse af lighed og retfærdighed i sundhed.

Om morgenen skulle jeg mødes med en kollega og køre med hende til møde i Khayelitsha, som er den næststørste Township i Syd Afrika efter Soweto. Der bor mellem 300.000 og 700.000 mennesker – ja så forskellige er estimaterne! Townships er de skurbyer som de sorte blev forvist til at bo i under apartheidstyret. Khayelitsha virker temmelig uorganiseret, de fleste bor i faldefærdige skure af blik eller pap. Indbyggernes indkøbsmuligheder begrænser sig til butikker der er placeret i metalcontainere – i sådanne kan man finde alt fra tøj, til kioskvarer, frisører til madvarer. Mit indtryk var, udover den åbenlyse fattigdom og elendighed, at det virkede en lille smule som på Roskilde Festival, hvor alle afmærker et lille område, hvor de opfører midlertidige halvtag og pavillionkonstruktioner og alle indkøb sker i skure. Her er forskellen bare at folk bor her helt permanent og har gjort det i årtier. Indenfor det sidste stykke tid er der blevet opført politistation, daghospital og et lille shoppingcenter, så der begynder at komme bygninger af mere permanent karakter.

Vi skulle holde et møde med nogle ’Community Health Workers’ - sundhedsarbejdere som har fået forskellige kurser i sundhedsrelaterede emner, og som i mangel af uddannet sundhedspersonale kan varetage nogle af de mest basale opgaver indenfor sundhedsområdet. Sundhedsarbejderne er valgt i deres lokalområde og hvervet ses vist som et privilegium. Indtil for et år siden fik sundhedsarbejderne løn, men fonden som afholdt deres lønudgifter har stoppet deres støtte, så nu arbejder de frivilligt i stedet. Mødet blev afholdt hjemme hos en af sundhedsarbejderne.

Huset var konstrueret af bølgeblik og havde en lille forhave omkranset af et faldefærdigt hegn og lidt hæk. Stuemøblerne var hullede og skrammede, men ser ud til at have været pæne engang, om end de faldt udenfor min smagJ Et syntetisk tæppe dækkede gulvet. To fjernsyn og to videomaskiner virkede malplacerede i det skrammede laminatreolsystem. Fra min plads kunne jeg se at køkkenet var udstyret med et kølefryseskab af nyere dato. Væggene var beklædt med hvid plastik samt diverse plakater med sundhedsbudskaber og en opfordring ’To be a leader – not a boss’. Jeg kan regne ud, og får senere bekræftet, at vi er i et af kvarterets finere huse.

Syv sundhedsarbejdere deltog i mødet. En mand og seks kæmpemæssige kvinder. Jeg var lidt overrasket over at sundhedsarbejderne var så overvægtige, men er senere blevet fortalt at det stemmer helt overens med deres skønhedsideal - jo større jo bedre! – Et motto mange lever efter, med forhøjet blodtryk og type 2 diabetes som resultat.

Formålet med mødet var at planlægge en kombineret ’Gå-klub’ og ’Mad-klub’. Diskussionerne foregik på Xhosa (udtales Khosa), som er et specielt sprog med mange skægge lyde. Lyden for X er et klik med tungen og lyden for Q en slags suttelyd. Sundhedsarbejderne virkede meget engagerede og jeg var overrasket over deres tilsyneladende store teoretiske kunnen. De bekymrede sig om ting som Gå-klubbens spredningseffekt og andre ting, som var ’helt efter bogen’. Nogle gange undrede jeg mig lidt over at mine kolleger virkede uforberedte. Det var dog en del af deres forhandlingsstrategi, viste det sig senere.

Med til mødet var også en svensk antropolog, der sammen med sin veninde også skal være her i tre måneder. De bor tæt ved os, så dem kommer jeg sikkert til at se mere til. Mødet blev afsluttet med sandwich.

Jeg sluttede dagen på universitetet med at blive introduceret for en masse nye mennesker, der hed sådan noget som Queen, Princess og Mama Jabu. Kontorbygningerne minder til forveksling om barakbygningerne på Panum. Der er dog tremmer for vinduerne og tremmer for døren, som også låses når man er der. Så jeg føler det lidt som om jeg sidder i en fængselscelle. I dag har jeg dog lånt en nøgle, i går skulle jeg bede om ’udgangstilladelse’ hver gang jeg skulle på toilettet.

Det lykkedes mig at fare vild på vej hjem! Om morgenen var jeg kørt til min kollegas hus, for at følges med hende til Khayelitsha. Og selvom hun ikke bor langt væk lykkedes det mig alligevel at komme den gale vej på motorvejen og alle de afkørsler jeg forsøgte førte enten til nye motorveje eller veje hvor jeg ikke kunne få lov at dreje, så til sidst var jeg temmelig forvirret.

Både Christian og jeg var temmelig trætte oven på de mange indtryk, men vi fik os slæbt ned på den lokale italienske til lidt mad og lange beretninger om indtryk fra dagen.

Christian beretter at det engang så berømmede Groote Schuur hospital nu er rippet for alt af værdi og at de benytter materiale og medicin, som burde have været på museum for længst. Han udtrykte også forundring over en del organisatoriske ting. De holder ikke morgenkonference og der foregår derfor tilsyneladende ingen udveksling af information omkring patienterne. Når lægerne møder ind om morgenen ser de på en seddel hvor de skal være. Lægen som Christian fulgtes med var ikke klar over hvem der træffer beslutning omkring arbejdsområder.

Christian har hurtigt truffet aftale om at komme ud at flyve med helikopter service, samt ambulance, så han kommer forhåbentligt til at få de erfaringer som han gerne vil have alligevel.

Efter apartheid er der blevet allokeret en masse ressourcer over mod den primære sundhedssektor. Groote Schuur hospitalet havde tidligere 1000 sengepladser, men har nu kun 500. Christian synes at det er vanvittigt at standarden er blevet så dårlig. Men jeg ved jo (J ) at pengene er bedre brugt i den primære sektor! Det bedste eksempel på det er nok Cuba, der trods det at det er et fattigt u-land har en middellevetid lig den danske. Den udvikling er ikke sket på grund af avanceret hospitalsteknologi, men på grund af en meget veludviklet primær sektor. Hver praktiserende læge har omkring 350 patienter (mod 1500 i DK). De skal besøge deres patienter 2 gange om året, for at følge op på dem. De skal besøge patienterne på hospitalet, hvis de bliver indlagt og skal tilse nyfødte børn dagligt, i den første levetid! Christian fortalte også om et hospital i byen, hvor lokalbefolkningen havde stjålet alt hvad der var at stjæle. Da de havde stjålet vinduesrammer og døre var man nødt til at lukke det. Kortsigtet og dumt gjort af befolkningen, synes Christian. Men jeg har jo lige set hvordan de bor og lever fra hånden til munden, så jeg kan godt forstå deres mangel på planlægning og fremsynethed. Hvis ens børn er i fare for at dø af underernæring, så må man jo skaffe mad først og fremmest – i den situation kan man ikke tænke på at man måske senere kunne have behov for at komme på hospitalet. Skræmmende at uligheden er så stor at nogle bor i rigdom og andre er så desperate! – Det er jo heldigvis det jeg er her for at ’rette op på’. Men jeg kan jo desværre ikke ændre en situation på ti uger, som det ikke er lykkedes at ændre i 10 år!

I 1994 blev apartheidstyret væltet og siden har man forsøgt at reformere sundhedsvæsenet, så hele befolkningens behov bliver tilgodeset. Syd Afrika har 44,4 millioner indbyggere. Middellevetiden er 47 år, hvilket ikke er særligt imponerende. 50 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen og 27 % i absolut fattigdom. I Khayelitsha er arbejdsløsheden 50 % og 80 % af befolkningen lever uden vand og sanitet. I en stikprøve fandt man at 96 % af børnene havde indvoldsorm og man påbegyndte derefter systematiske ormekure for alle skolebørn.

Her til morgen mødte jeg som aftalt 8.30, men min kollega viste sig ikke før 9.30 og den kollega som jeg skulle lave en litteratursøgning for er her slet ikke. Jeg mangler ID-kort, nøgler og adgang til internettet. Så derfor har jeg nu haft lidt tid til at sidde og skrive. Jeg håber snart at alt det praktiske kommer i orden så jeg kan komme i gang med at lave noget!

Mange kærlige hilsner

Pernille

webmail.jpg (1069 bytes)    fællesbrev nr. 2