Pernille og Christian i Sydafrika

marts-maj 2004

Doktor Maschmanns erindringer    -   tryk her for tidligere breve og e-mails 

Cape Town 7. april 2004

Kære alle,

Endelig nu et fælles brev med en del (mest medicinske) oplevelser fra Syd-Afrika. Jeg ønskede, at jeg kunne sende personlige breve til alle af jer, men jeg bruger så meget tid til at være på arbejdet, at jeg ikke har rigtig overskud til at skrive 10 lange personlige emails. Derfor hermed et fælles brev til jer alle sammen. Enjoy...

Vejret er temmelig fantastisk hernede. Selv om vi har det afrikanske efterår, ligger temperaturerne omkring 25-30 grader om dagen. Om natten kan det godt blive friskt med omkring 10-15 grader. Om sommeren kan det sagtens blive op til over 40 graders varme om dagen. Her i Cape Town regner det mest i den afrikanske sommer. Siden jeg kom i marts har der været 2 regndage og ca. 4 gange regn om natten. I Johannesburg regner det til gengæld mest om vinteren. Altså bestemt ingen klager over vejret... (Godt at jeg har air condition i bilen...)

Boligmæssig er det jo altid lidt svært at finde noget godt og billigt via Internettet, især når man ikke er i Syd-Afrika men i DK og vil organisere noget 6 måneder forud. Det første sted vi boede var en Bed & Breakfast ca. 500 m væk fra Groote Schuur Hospitalet i Observatory kvarteret. Det var temmelig dårligt og temmelig dyrt, Dkk 2500,- per uge. Kort efter er vi flyttet til noget, som hedder Freeland Lodge. Det er to mindre huse med i alt 9 værelser, som lejes mest ud til udenlandske studerende. Der er ADSL, flere computere, to køkkener, fælles stue, to fælles badeværelser og sågar et bobblebad. Men... gæsterne er mest puberterende exchange students fra USA, som åbenbart ikke er vant til at tage hensyn til andre. De tror også, at køkkenet rydder sig op selv efter brug. Efter to uger dér (Dkk 3600,- per måned for et dobbeltværelse), syntes vi at alt var så ulækkert, desuden var larmen alt for forstyrrende (især efter en nattevagt), at vi ville finde noget andet. Når man fortæller folk her at man betaler 3600 for et værelse, bliver de helt chokerede og siger at man kan leje et helt hus for så mange penge. Derfor kiggede vi i den blå avis (www.capeads.co.za), hvor vi straks fandt et hus med tre værelser, lille veranda, stor køkken, stort badeværelse etc. Og alt er ret lækkert og i ordentlig stand. Det er i kvarteret Rosebank, som ligger ca. 2 km væk fra hospitalet. Der var også et hus med 5 værelser, stor have og swimming-pool for dkk 5500,-, men vi syntes at vi ikke rigtig har brug for så meget plads. Hvis man vil finde noget relativt tæt på hospitalet skal det være Observatory, Mowbray, Rosebank, Rondebosch. Der går en Main Road igennem alle disse kvarterer og derfor kan man ganske nemt tage en Mini-Bus / Maxi Taxa (Stationwagon med plads til ca. 12 personer, tit proppet fuld med op til 20 personer!) for at komme til hospitalet uden at skifte bus. De kører hele tiden og koster ingenting. Vil man bo i Pinelands eller vil man til steder, som ligger vest eller øst for Observatory er det lidt sværere at finde den rigtige Mini-Bus og man skal skifte bus mindst en gang. Desuden tager den så Motorvejen og det kan jeg ikke anbefale efter mine erfaringer hos ambulance servicen! Der sker tit ulykker, dels pga eventyrlig kørestil eller fordi bilerne ind i mellem simpelthen falder fra hinanden! Desuden prøver folk, at stoppe op til 20 eller 22 personer i sådan en minibus! De ovennævnte kvarterer er også temmelig sikkre. Der er også mange, som tager toget til arbejdet. Hvis man er hvid kan jeg dog ikke anbefale det. Jeg har set flere knivstikofre, som er blevet overfaldet på toget. Midt om dagen. Det kan altså ikke anbefales at tage toget! Vi har lejet en bil. Der er mange muligheder, hvor man lejer en bil. Først havde vi en kæmpestor Audi fra 1985. Dengang en luksusbil, men den sidste service var åbenbart også i 1985. Der var en del alarmlamper, som blinkede, for at sige, der var noget helt galt med bremserne, hvor udlejeren simpelthen sagde, at vi skal bare ignorere dem. Desuden virkede speedometeret ikke og en del andre ting heller ikke, bl.a. air-condition. Nu har vi lejet en ny Opel Astra med aircondition, airbags og en del andet sikkerhedsudstyr.

Groote Schuur Hospitalet (udtales Chrute Skier) består af en stor gammel bygning (meget flot, men efterhånden kun til administrationen) og en nyere bygning fra begyndelsen af 80erne, som kaldes New Groote Schuur Hospital. Bygningen ligner lidt Rigshospitalet. Den har flere etager (A,B,C etc.) og hver etage er opdelt i arealer. Den administrative del af anæstesiafdelingen ligger eksempeltvis på etage D i sektor 23. Det er meget svært at finde rundt og jeg er tit løbet helt forkert. Der er også en maternity bygning ved siden af New GSH, som er blevet renoveret for nylig og derfor er i god stand. UCT, altså det medicinske fakultet i University of Cape Town ligger på den vestlige side af GSH på den anden side af gaden. GSH har et stort navn, men glanstiderne for hospitalet er sikkert længst forbi. Da hospitalet ikke er et privat hospital er det lidt chokerende, når man ser det for første gang. Hvis man er privatpatient vil man nok aldrig blive indlagt på GSH, men altid på nogle flotte private hospitaler. Alle, som ikke har en medical aid, bliver indlagt på GSH, Tygerberg,  Sommerset eller Victoria hospital. Tilstandene på GSH er nok de bedste i forhold til de andre hospitaler. Patienterne er til 95% sorte og kommer tit direkte fra gaden. De fleste, som bliver bragt til trauma unit er berusede, stinkende og tit aggressive. Jeg har aldrig oplevet noget lignende! De fleste taler en lille smule engelsk, men tit kun afrikaansk eller xhosa. De ligger tit i deres urin, bræk, fæces eller blod sammen med tre andre og deler en ”behandlingsboks” (egentlig kun til en patient og ikke til tre), indtil de bliver set af en læge. Emergency Department består af to dele: Casualty Department for medicinske patienter og Trauma Department for traumepatienter. Trauma er opdelt i 2 dele: den egentlige skadestue for mindre skader (alt er relativt.... her gælder et knivstiksår som mindre skade...), hvor der tit ligger eller sidder op til 30 eller 40 patienter og Resuscitation Area til svær tilskadekomne, hvor der er plads til 4-5 respiratorpatienter. Her behandles dog af og til 7 patienter samtidigt. Så kan det bare være, at to patienter deler en monitor. Respiratorerne er Newmark respiratorer, som er fra 70'erne. De er tidstyrede, dvs. man indstiller FiO2, flow i l/sec, insp.tid og breaths per minut. Desuden er der et manometer. Det kan ventilere med SIMV eller CPAPog er i princippet bare en luftpumpe.

Direkte ved siden af traumemodtagelsen ligger der trauma ward, som er delt op i High Care (svarer til en Intermediate Care) og en Low Care. High Care har monitorer, men tager ingen respiratorpatienter. Hver ward kan tager omkring 30 patienter, men i virkeligheden stopper man først med at tage flere patienter, hvis der ikke kan være flere senge i stuen. Ja stuen, der er kun én stue, som alle deler med hinanden. Men de har gardiner.... Dvs. Trauma afdelingen er virkelig stor. Afdelingen bliver styret fra Dept for General Surgery. Da man sagde til mig, afdelingen har sine egne anæstesiologer var det ment som en joke. I modtagelsen er der 1 introduktionslæge i kirurgi, som tager sig af alt! Vedkommende intuberer, lægger venfloner, tager blod, syer og skriver. Der er ingen sekretær. Der skulle være 6 sygeplejersker, men tit er der kun 3 eller 4. Er der fred på afdelingerne (High Care and Low Care) kommer lægen fra afdelingen og hjælper lidt. Desuden er der en speciallæge i kirurgi, som har tilkaldevagt. Lægerne arbejder ca 80 timer om ugen og er tit helt alene. De kan alle sammen intubere, lægge thoraxdrains etc. Desuden har de alle sammen prøvet flere nødthorakotomier i skadestuen, alene! Der findes altså intet traumeteam! Og tit kommer der flere svær tilskadekomne patienter samtidigt. I går nat var jeg alene i resuscitationområdet og skulle håndtere en patient med skudsår i abdomen alene. Jeg må nok indrømme, at jeg havde travlt! Da der ikke er det store udvalg af medicin er det til gengæld ikke så kompliceret at finde rundt. De bruger UDELUKKENDE Dormicum til intubation (mellem 15 til 40 mg iv), ingen muskelrelaxantia. Tit er der heller ikke tid til analgesi - ellers har de Morfin og Pethidin. Laryngoskoperne giver ca. så meget lys, som et stearinlys, hvorfor jeg har købt min egen larynkoskopsæt. Efter at have stabiliseret min patient nogenlunde (1.hgb var 11. 2.hgb var 3,5!) kunne jeg assistere til expl.lap. Man matte fjerne den venstre nyre, sy 4 huller I tarmen, et i mavesækken samt ”pakke” leveren. Patienten blødte ca. 5-6 liter. Det hele var afsluttet efter 2 timer. Anæstesien foregik med Halothan, der findes ingen TIVA her, kun Isofluran og Halothan. Det var godt nok en oplevelse. Men mine anæstesiologiske sanser skreg selvfølgelig, da jeg skulle arbejde under disse forhold. Forestil jer, man skal gøre det hele selv, sygeplejerskerne lægger ikke engang venflon. I øvrigt bruger man i traume afdelingen kun 14G eller 16G eller en Sheath catheter (som er VIRKELIG stor)  Skal det være mindre, skal venflonerne hentes fra skadestuen. For at afslutte fortællingen om traume afdelingen skal det nævnes at jeg har set traume afdelingen på Sommerset Hospital og Victoria.... Det er en ”krigszone”, jeg kunne ikke tro på mine egne øjne. Men ambulance personalet har fortalt mig: vent indtil du ser Khayelitsha hospital....  Her er virkelig ingen plads til emotioner eller empati, det er den rene slagteri... Men folk har vænnet sig til de forhold. Det var bestemt ikke overdrevet med 3 skudsår og 8 knivstiksår om dagen - jeg tror faktisk, det er flere. Khayelitsha hospital, som ligger midt i en slum med omkring 500.000 (!) indbyggere har omkring 10 skudsår (tit dog mindre skudsår i arm eller ben) og 20 til 40 patienter med knivstiksår dagligt... Og i Khayelitsha er der mest turnuslæger.... Et sidste ord om arbejdsatmosfæren. Den svinger meget, afhængig af med hvem man har vagt. Men generelt er der dårlig stemning over det hele. Lægerne skal arbejde så meget at deres nerver ligger helt blanke. Jeg er meget glad over at have overstået min tid på traumeafdelingen. Mest pga arbejdsatmosfæren, men også fordi der var ingen introduktion, næsten ingen forklaringer, ingen interesse etc. Men allerede introduktionslægerne er så erfarne her, at de forventer nogenlunde det samme fra andre læger, især hvis man også er introduktionslæge. Men jeg var så heldig at jeg ikke havde dummet mig med store venfloner, og de thoraxdrainager, som jeg har lagt, var allesammen velfungerende. Jeg er dog glad for, at jeg ikke kom i en situation, hvor jeg skulle gennemføre min første nødtrakeotomi eller nødthorakotomi....

Jeg har ikke været så længe på anæstesiafdelingen. Man vidste ikke rigtigt, hvor man skulle sende mig hen, især fordi mine erfaringer med Isofluran og Halothan var begrænsede. Desuden ventede jeg en uge på min autorisation. Jeg har lagt nogle a-kanyler, gennemført en del intubationer og lagt spinalanæstesier. Og jeg har set, at der ikke er så stor forskel på at bedøve en patient med blødende ulcus og en patient med skudsår. Principperne er de samme. Atmosfæren på Anæstesiafdelingen var klar bedre end på traumeafdelingen, men stadigvæk: jeg har aldrig nogensinde oplevet en så dejlig atmosfære som i Næstved... Lægerne er trætte her, ikke særlig interesserede i fremmede personer og de har travlt. Alligevel har jeg mødt nogle søde læger. Men jeg synes at alle, uden undtagelser, mangler empati. Der findes ingen beroligende ord, når man lægger patienten til at sove. Patienten får uden advarsel Thio eller Propofol og det var det.....

Jeg har tilbragt det meste af tiden sammen med en paramedic hos Metro Ambulance Service. Det var fedt! Jeg har fundet verdens sødeste Paramedic, som jeg prøver at køre med så meget som overhovedet muligt. Jeg har efterhånden mit eget udstyr og fungerer autonomt. Specielt ved trafikulykker er der tit mange tilskadekomne. Så prøver jeg at lave en hurtig triage af patienterne og fordeler ambulancepersonalet så godt som muligt. Bagefter løber jeg rundt og prøver at hjælpe dem med de mest komplicerede patienter. Desuden prøver jeg at holde kontakt til indsatslederen og holde ham updated med antallet af patienter samt deres triagecode. Er der kun en patient, er det mest mig, som undersøger patienten, lægger venflon eller intuberer. Jeg kan love jer, jeg har set meget i de 3 uger: mange døde efter brug af skydevåben, nogle enkelte, som har overlevet, masser af trafikulykker, dels fastklemte og en del medicinske patienter, som af og til ikke rigtig fejlede noget. Desuden har jeg haft overflytninger af respiratorpatienter med fly, alt i alt altså lige det, jeg gerne ville se og lave. Desværre har der også været en del vagter, hvor der ikke rigtig skete noget. I næste uge skal jeg tilbage til ambulance servicen. Man er ved at prøve at skaffe en ambulancechauffør til mig, således at jeg kan aflaste paramedics med at tage helt egne patienter. Der er nemlig en udrykningsbil ledig, de mangler bare personale til besætte bilen. Nu må vi se. Jeg kan egentlig godt lide, at køre sammen med en Paramedic, som også kan intubere, give medicin etc. I sted for en level 1 eller 2 ambulancemand, som ikke er den store hjælp. Til gengæld synes jeg at tanken om ”en egen udrykningsbil” også er meget tiltrækkende.... Sidste nat var jeg jo på GSH, mens ”min” Paramedic er blevet kaldt ud til et hajangreb.... Wish I was there... Han måtte intubere, lægge femoralis Sheath, CPR og all that fancy stuff...! Patienten overlevede! Dette efter 4 mg Adrenalin, 2 mg Atropin og 6 l. Volumen! Patienten mangler dog sin højre ben…..

Fritidsmæssigt er Cape Town virkelig alle tiders, især efter 5 måneder på Færøerne! Her er bar efter bar, og det vrimler med restauranter. Der er masser af vin, frugter, flot udsigt.... For to uger siden var jeg på en lille Mini-Safari på hest, det var sjovt. Over påske tager vi til Addo Elephant Park for at se ”the big 5”. Desuden er der også plads til en del andre steder på garden tour. I de sidste 2 uger i maj skal vi så køre op langs vestkysten til Gemsbok National Park i Kalaharien mellem Namibia og Botswana. Mon ikke det bliver dejligt?

Nå, kære alle, jeg håber, jeg kunne giver jer en lille update om hvad der foregår her. Håber at I allesammen har det godt. Jeg tænker tit på jer og savner jer. Og husk nu, hvor godt vi har det i Danmark. Indimellem er det dejligt at se, hvor dårlig tingene kan være, det gør det nemmere at være tilfreds med det som man har. I øvrigt, ved interesse sender jeg gerne nogle blodige fotos via e-mail.

Knus og kram

- og solnedgangen er smuk