Pernille og Christian i Sydafrika

marts-maj 2004

tredje fællesbrev fra Pernille    -   tryk her for tidligere breve og e-mails

eller her for at få Christians personlige beretning med diverse medicinske detaljer

Cape Town 6. april 2004

Kære Alle

Der er allerede sket meget siden sidst og jeg har mange indtryk jeg gerne vil formidle, så vær beredte på en lang smøre.

Vi var egentlig flyttet væk fra vores Bed & Breakfast til et delehus. Men der befandt vi os ikke særlig godt. Væggene var så tynde at man kunne høre vedkommende i naboværelset vende sig i sengen, samt en hel del andet! Desuden havde vi ikke kollegieånd nok til at håndtere de andres uge gamle opvask og natteroderi. Vi tog derfor konsekvensen og fandt os et lille rækkehus, hvor vi bor nu helt for os selv. Med til huset hører en rengøringsdame der gør rent en gang ugentligt for 90 kroner! Vi har overhovedet ikke brug for en hushjælp, men vi blev enige om at det var en god måde at sikre omtalte dames indtægt på og dermed hjælpe lokalbefolkningen.

Vi har også fået en ny lejebil, idet den gamle Audi der kom med det tidligere lejemål ikke var helt funktionsdygtig. Bør man stole på en bil hvor alskens alarmlamper lyser og siger at bremserne ikke virker ordentligt? Speedometer og aircondition virkede heller ikke. Til en bemærkning om at vi var blevet lovet en bil med aircondition, fik vi svaret: 'Det er der jo også'. Hvilket der jo rent faktisk også er, vi vidste bare ikke at det åbenbart også var nødvendigt at specificere at denne airconditioner skulle virke. Det burde vel heller ikke være nødvendigt at specificere at en lejebil skal kunne køre? Christian har skaffet en rap lille Opel Corsa, Vectra eller Astra - jeg husker det ikke lige. Det er en Astra - siger Christian ved gennemlæsning.

Det er en mærkelig verden hvor vi kan tillade os at være utilfredse med relativt små ting. Leje et hus, finde en anden bil. Mens andre kan være nok så utilfredse med store ting, mangel på mad og tag over hovedet, men uden at være i stand til at gøre noget ved det. Det er faktisk det værste ved det her sted. Jeg forestiller mig at det er værre end et sted hvor alle er fattige. Her er forskellene så enorme og så i øjenfaldende. Tilbage fra apartheid-tiden har de hvide sat sig på de naturskønne områder. Cape Town siges at være en af verdens smukkeste byer. Alting vokser her, eksotiske blomster kappes om pladsen i vejkanter og rabatter. Der er udsigt til hav og bjerge. Men det er kun en del af billedet. Der er intet der vokser på de støvede veje i Khayelitsha.

Det der især giver dårlig smag i munden er, at man kan lukke øjnene for det når man vil. Mange lokale er slet ikke klar over hvordan mange mennesker er nødt til at bo og leve. Man kan leve hele sit liv her, med skyklapper, og udelukkende opholde sig på naturskønne steder eller i afkølede indkøbscentre. Jeg ønsker selvfølgelig at jeg kunne være bedre, gøre mere, men jeg ved ikke hvordan. Efterhånden er jeg blevet lidt grådlabil. Det er specielt i bilen til og fra arbejde, hvor jeg passerer golfbane såvel som skurby at det sker eller når jeg bliver antastet af en tigger. Tiggerne har jeg det stadig svært med. Jeg ved at mange familier klarer sig for 20 kroner om dagen. Derfor tænker jeg at mine håndører måske kan give dem mad på bordet den dag. Jeg ved godt at det ikke er nogen langvarig hjælp, på den anden side savner jeg heller ikke de 3, 5 eller 7 kroner jeg nogle gange giver dem. Jeg undrer mig over at der over hele verden tilsyneladende eksisterer en uskreven lov om at man skal reagere surt på folk der tigger. Enten ignorerer man dem eller man svarer dem vredt. Det er ens egen sag om man vil give dem penge, men man behøver vel ikke reagere som om de har fornærmet én? Eller måske er det netop dér hunden ligger begravet - at de rammer en på den dårlige samvittighed eller den dårlige samvittighed over ikke at have dårlig samvittighed? En eftermiddag var der en ung kvinde med et barn der antastede os uden for vores låge. Jeg gav hende hvad der svarer til 3 kroner, undskyldte at det ikke var så meget, smilede og ønskede hende en god dag (som jeg plejer). Hun takkede og skyndte sig videre. Efter et par skridt vendte hun sig smilende om og sagde tak igen og velsignede mig.

I de seneste uger har jeg haft rigeligt at lave på arbejdet. Ruth, min vejleder kom tilbage fra en konference i Botswana og satte skub i tingene. Jeg arbejder sammen med Ruth og Abigail på det tidligere omtalte fattigdomsprojekt. Gavin, som i sin tid var så flink at acceptere mig som praktikant, er min kollega på projektet omkring miljøarbejderne. I begyndelsen havde jeg lidt svært ved at forstå hvad Gavin sagde. Det er gået op for mig at engelsk ikke bare er engelsk. Her taler folk med de mærkværdigste accenter. Gavin er en sjov type. Farvet (eller coloured, som er det sydafrikanske udtryk for folk af indisk oprindelse) firkantet af bygning, let overvægtig med et måske kønt ansigt gemt bag et par store briller og et krøllet fuldskæg. Når han taler sidder han yderligt på stolen og rokker frem og tilbage i takt med sin talestrøm, hver anden sætning akkompagneres af hans hånd, der placeres ved munden, hvor den assisterer ved en besværet udånding. Jeg tror han lider af astma, eller måske er det en slags nervøsitet, jeg ved det ikke med bestemthed. Mens den ene hånd er beskæftiget ved munden tegner og skriver den anden hånd mærkelige udregninger og kruseduller. Hans introduktion af projektet med miljøarbejderne var ikke nem at forstå og til slut gav han mig en masse håndskrevne noter og nogle regneark med en masse tal og sagde at jeg kunne kigge lidt på det og beslutte om jeg ville være med på projektet. For at være ærlig så forstod jeg ingenting, men sagde pænt ja tak, fordi jeg efterhånden var desperat for at få noget at lave. Jeg var derfor ikke helt overbevist om projektet til at begynde med. Nu er jeg dog meget glad for at jeg sagde ja. Nu da jeg har lært at forstå hvad Gavin siger, er i stand til at læse hans noter og forstå hans komplicerede tankerækker er jeg blevet overbevist om relevansen - og at der gemmer sig en genial hjerne bag krøllerne og den anstrengte vejrtrækning. Projektet har også vist sig at være mere praktisk end jeg hidtil havde troet og det har også vist sig at have politiske implikationer. Forleden dag var jeg til møde hos sundhedsdirektøren for Cape Town. En interessant hvid (homoseksuel) mand, der efter sigende var fængslet under apartheid for dels at være for åben omkring sin seksualitet, dels for at være militærnægter og politisk aktiv. At dømme efter hans optræden til mødet, kan jeg levende forestille mig at han er god til at piske en stemning op.

Som jeg kort nævnte i sidste brev har jeg været med nogle 'environmental health officers' (EHO's) på arbejde. Jeg var overrasket over hvor mange arbejdsopgaver de har. De foretager levnedsmiddelkontrol, fører tilsyn med institutioner, skoler og bedemandsforretninger, tager sig af luft-, kemikalie-, røg- og støjforurening, smitteopsporing, foretager arbejdstilsyn, bygningsinspektion, skadedyrsbekæmpelse og inspicerer, dyrehold, vand og sanitet samt en masse andet.

Den første dag var jeg på besøg i et veludviklet område, samt et område med både veludviklede og underudviklede kvarterer. Et af målene med det projekt jeg skal lave er at overbevise EHO'erne om at de i stedet for at lave så mange inspektionstilsyn skal lave mere udviklingsarbejde i deres område. I mange områder mangler der viden om hygiejne og sikkerhed for eksempel. Før i tiden holdt man sig meget til lovgivningen, når der blev inspiceret - den skulle overholdes! Der blev ikke givet forklaringer på hvorfor og hvordan den enkelte butiksejer kunne gøre. Man er nu begyndt at lave inspektioner hvor man oplyser og vejleder, inden man skrider til skrappere midler og begynder at true med lukning af folks forretninger, eksempelvis. Vi vil gerne at de lægger endnu mere vægt på den side af deres arbejde samt laver forebyggende udviklingsarbejde i deres områder. EHO'erne går meget op i at dokumentere og afrapportere hvad og hvor meget de har lavet. Da jeg spurgte lidt ind til hvad de havde imod at lave udviklingsarbejde, var et af deres hovedargumenter at arbejdet ikke er målbart. Adspurgt, svarede de at det ikke bare var et krav fra deres overordnede at de måler deres arbejdsindsats, men at det også er for deres egen skyld. De vil gerne selv vide præcis hvad de har opnået. Et andet af deres argumenter er at de ikke vil tage tid fra deres levnedsmiddelinspektioner i de udviklede områder af byen. Den levnedsmiddelstandard som er opnået, skal ikke gå tabt i forsøget på at lave udviklingsarbejde.
I Khayelitsha, som jeg har nævnt tidligere laver EHO'erne stort set kun udviklingsarbejde. Det er tilsyneladende de andre EHO'eres indtryk at der ikke rigtigt bliver lavet noget i Khayelitsha. "De holder bare møder hele tiden. Jeg synes ikke man fornemmer noget handling." og "Hvordan kan de egentlig måle hvad de laver, det forstår jeg ikke", lød nogle af udmeldingerne. Specielt den ene EHO (hende fra det veludviklede område) kom med nogle rabiate udtalelser. Hun morede sig især over at de (EHO'erne fra Khayelitsha) ved et fælles møde havde fremvist statistikker på overheads. En overhead viste at Khayelitsha var det område hvor flest kondomer var blevet distribueret til befolkningen, den næste overhead viste at Khayelitsha også var det sted med procentvis flest nye tilfælde af hiv-infektion. Mens hun fortalte det grinede hun længe (og lidt hånligt), i hendes verden var det et håndfast bevis på at de åbenbart ikke gør deres arbejde ordentligt i Khayelitsha. Jeg har gæst og derfor for høflig til at foreslå hende at der kunne være mange andre forklaringer på sammenhængen mellem de to overheads. Det kunne være at antallet af smittede, havde været endnu højere hvis ikke de kondomer var blevet distribueret, det kunne også være at distributionen af kondomer var en konsekvens af at man havde målt en høj smittefrekvens. Jeg kunne ikke dy mig for at undersøge sagen nærmere og spurgte derfor på kontoret, det sidste viste sig faktisk at være tilfældet.

Da jeg kørte rundt i skurbyen Delft, med miljøarbejderen Roberto, spurgte han mig om jeg vidste hvad en 'smiley' er. Straks tænkte jeg på levnedsmiddelkontrollens 'smiley-ordning'. Den smiley som Roberto viste mig, var dog en helt anden slags. Rundt om hjørnet, i hvad der skulle forestille en madbod, var en snes afhuggede fårehoveder stillet frem på et bord. Tilberedte koster de cirka 10 kroner! I andre boder sælger de indvolde fra gud ved hvilke skabninger, de ligger bare på borde ude i solen, lunger, tarme, udefinerbart væv. Det er grusomt at tænke på at folk kan være tvungne til at spise sådan noget. Roberto viste mig også en børnehave i Delft. På den plads hvor loven tillader 10 børn, var der 60 (se eventuelt billede på fars hjemmeside)!
I Khayelitsha var jeg ude at køre med, Solomzi (kaldet Soli). Han begyndte med at forklare mig at han ikke kunne garantere for min sikkerhed. Der kunne ske ting som han ikke var herre over. Det var jeg indforstået med. Da vi efter turen rundt i Khayelitsha snakke på kontoret, spurgte jeg ham om personlig sikkerhed var en stor bekymring for ham og hans kolleger. Det bekræftede han uden dog at gå nærmere ind i det. Da jeg gav ham hånden til farvel mærkede jeg at han var ude af stand til at gengælde mig håndtryk, på grund af en håndskade. Ruth fortalte mig at Soli og hans gravide kone var blevet overfaldet og skudt nytårs aften for et par år siden og at nerveskaden stammede derfra. Jeg tænker lidt over om jeg kom til at sætte ham i en mærkelig position ved at spørge så meget til sikkerhedsspørgsmålet. Heldigvis har jeg mødt ham flere gange siden, sidst til møde hos sundhedsdirektøren og er hver gang blevet mødt med et stort knus (ikke flere håndtryk).

Christian får også oplevet en del, om end han ikke er helt tilfreds. Han klager over at der ikke sker nok på hans vagter. Inden han møder og efter han er gået hjem er der fuld fart på, men så snart han er på vagt er der stille. I går gik han glip af et hajangreb, hvilket han var meget ked af. Det er ellers noget af det vigtigste at have erfaring indenfor, som læge i Danmark! Han arbejder i disse uger i hospitalets traumemodtagelse. Han har været ved at pakke sit tøj og gå adskillige gange. Ingen har haft tid eller lyst til at sætte ham ind i tingene, sygeplejerskerne snakker og drikker kaffe mens patienterne lider og Christian leder efter tingene. Der er ingen ledelse og alle lægerne arbejder tilsyneladende autonomt og efter egen overbevisning. Heldigvis har han kun en vagt tilbage inden han kan komme tilbage til ambulancetjenesten for en tid.

Alt det som Christian 'ikke' har oplevet inkluderer adskillige trafikulykker, knivstikofre, skudofre med samt en lastbil, der faldt ned på motorvejen og knuste en bil med en passager, som det dog lykkedes at genoplive.

Manden som han erklærede død efter attentatforsøget på Nelson Mandela viste sig at være end kendt forbryder og våbensmugler. Han var ifølge avisen Syd Afrikas mest efterlyste mand.

En aften dristede jeg mig med på en vagt med ambulancen. Jeg er jo ikke vild med at køre stærkt og efter første udrykning troede jeg ikke at jeg havde mere adrenalin tilbage til resten af aftenen. Det forløb ellers nogenlunde fredeligt. Første udrykning var 'falsk alarm', hvilket vil sige at man ikke kan finde den tilskadekomne. Det kan være at vedkommende var privatforsikret og er blevet hentet af en privat ambulanceservice eller at offer og tilskuere er blevet trætte af at vente på en ambulance og har transporteret ofret til hospitalet selv. Der er utrolig lange udrykningstider her, tre kvarter er ikke unormalt. Det skyldes til dels ressourcemangel. De er alt for få ambulancer om at dække et alt for stort område, men som Christian har forklaret mig og som jeg selv erfarede så bruger de også enorm lang tid på at snakke med hinanden, inden de igen melder sig 'klar' på radioen. Hver gang vores 'paramedic' meldte sig klar igen var der en ny udrykning til hende, hvilket tyder på at de venter på hendes klarmelding.
Næste udrykning var til et offer for knivstik. En ung pige var blevet stukket i skulderen, angiveligt på vej fra indkøb. Hendes kæreste havde friske kradsemærker på halsen og jeg havde ham stærkt mistænkt, men det er ikke noget man blander sig i. Der var gået halvanden time fra knivstikket til vi ankom - det ville være en kioskbasker i Danmark. Hun havde stærke smerter. Da Christian var færdig med at behandle hende tog ambulancemændene over og mens de nedskrev hendes informationer snakkede og lo de hen over hovedet på den grædende pige. Ingen tog sig tilsyneladende af at reparere hendes skrammer på sjælen. Angiveligt ser de så mange knivstikofre at de ikke kan hidse sig op over det længere. Men det er for mig at se ingen undskyldning for at glemme at det er mennesker de har med at gøre. Jeg formanede straks Christian om aldrig at blive så ligeglad med sine patienter.

Aftenens sidste udrykning var til en 82-årig kvinde der var kollapset. Hun boede i et af byens mindre pæne kvarterer. Da vi ankom virkede det som om de havde tilkaldt hele nabolaget, i hvert fald var der en del tilskuere, hvilket ikke er usædvanligt. Inde i lejligheden var der ligeledes fyldt med mennesker, der sad i stuen og så Star Wars. Kvinden lå i det tilstødende soveværelse og så faktisk temmelig død ud. Vi fik gennet folk ud og ved nærmere øjesyn klyngede hun sig trods alt stadig til livet. Lejligheden var cirka 35 m2 og jeg talte mindst 25 mennesker ud over os. Jeg tror de fleste var familie. Kvinden var kollapset på vej til toilettet og familien ville gerne gøre hende ren inden vi tog hende med til hospitalet. Mens vi var der kunne jeg høre at flere af de tilstedeværende hviskede 'doktor, doktor'. Der er en enorm mangel på læger her og jeg tror at de var meget beærede over at der var en læge med ambulancen. Jeg havde jo ikke rigtig nogen funktion og bar derfor forskelligt udstyr tilbage til ambulancen. Hele vejen ud gennem stuen takkede folk mig. Hospitalet var noget af en forskrækkelse. Modtagelsen var et stort åbent rum, med patienter liggende ud til væggen.

Ingen afskærmning, ingen privatliv. Ved væggen sad også flere med ilt masker på - de havde ikke senge ledige til folk der behøvede ilt på grund af astma eller tuberkulose. Vi fik afleveret den ældre kvinde, men måtte efterlade hende uden nogen form for overvågningsudstyr. En af hendes mange døtre fik lov at være ved hendes side, de resterende familiemedlemmer måtte vente udenfor.
Mens vi ventede på at vores 'paramedic' fik snakket færdig med sine kolleger kom kvindens svigersøn hen og takkede mig for min indsats. Jeg prøvede at forklare ham at jeg ikke havde gjort noget - og heller ikke var i stand til det, men at jeg bare var med for at observere og at jeg var fra Danmark og at jeg følte mig og var temmelig magtesløs. Han sagde at det der betød noget var at jeg er her. At jeg gider, at komme fra min rige verden, hvor den end er, for at se og sætte mig ind i hvordan sådan nogen som han bor, lever og har det. Det blev jeg meget rørt over, især fordi jeg virkelig føler mig magtesløs. Måske er det det bedste jeg kan gøre - at se, formidle og dokumentere levevilkårene her. Mens hans svigermor trak vejret for sidste gang, lindrede han min desillusionerede idealist sjæl. Det burde have været omvendt.

Der er meget mere jeg gerne ville skrive om, men klokken er mange og I er nok også trætte af at læse, så jeg holder her.

Jeg håber at I alle har det vel og at foråret er kommet, her er efteråret så småt på vej.

Mange kærlige hilsner

Pernille

- men solnedgangen er smuk