Cape Town den 20. april 2004

Fællesbrev nummer 4

Kære Alle

Så er jeg igen klar med et fælles brev. Problemet er, at jeg hele tiden synes jeg oplever noget nyt, som så også liiige skal med – det gør skriveprocessen noget langtrukken – og læsningen også.

Tak for alle de mange søde e-mails med hilsner og opbakning hjemmefra, som jeg hele tiden får, sammen med gode nyheder om giftermål og børn i vente. Jeg prøver at skrive tilbage til hver enkelt så godt jeg kan. Jeg undskylder hvis jeg har glemt nogen.

Nu har jeg vist brugt nok tid til at pibe over hvor dårligt nogle har det hernede. Denne gang har jeg derfor prøvet at skære det mest sentimentale fra. Jeg begynder dog lige hvor jeg slap:

En aften hvor Christian var på arbejde og jeg hentede forsyninger til køleskabet i Seven Eleven, så jeg at der sad en hjemløs på vores vej og spiste af et stykke tørt toastbrød. På vej hjem gav jeg ham et par kroner og sagde at han så ud som om han trængte til noget at spise. Han viste mig sin beholdning af tørt brød og jeg besluttede at hente noget mad til ham. Siden vi skulle på ferie dagen efter, kunne han jo lige så godt få den mad der alligevel ville blive gammel i køleskabet over påsken. Det blev til en pose med mad, frugt, shampo og et sæt bestik i kraftig plast. Han blev virkelig glad og meget snakkesalig og jeg besluttede at sætte mig lidt hos ham og høre hans historie. Det skal indrømmes at jeg kun var modig nok til at snakke med en fremmed i den mørke indkørsel fordi han havde store metalstænger gennem sit ben. Jeg ræsonnerede derfor at han ikke kunne løbe efter mig! Jeg tror ikke at han normalt får snakket med så mange for det væltede ud af ham – en blanding af engelsk og afrikaans samt manglende fortænder og usammenhængende tale gjorde det næsten umuligt at forstå hvad han sagde. Det eneste jeg forstod, var at han hed Barabas, er 62 år og skal have metalstængerne i benet i 13 måneder. Det kan ikke være nemt at være en hjemløs på krykker og det kan heller ikke være godt for helingsprocessen at leve under så dårlige hygiejniske forhold, men så længe benet er skadet kan han ikke arbejde. Fordi han var så taknemmelig for maden, ville han velsigne mig. Jeg forklarede ham at jeg jo helt åbenlyst allerede var meget mere velsignet end han og at det ville være mere på sin plads om jeg velsignede ham. Men da jeg ikke rigtig har store erfaring i at velsigne folk blev det til at han bad en lang bøn for mig, med guds-påkaldelser og jeg ved ikke hvad. Bønnen var meget lang – føltes længere end en søndagsgudstjeneste! Det endte med at den gode Barabas havde blødgjort mig så meget at jeg gav ham et badehåndklæde som egentlig hørte til huset, til at sove under. Lidt dumt, for det kommer jeg jo til at erstatte inden vi rejser. Den nat øsregnede det og jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvordan han klarede sig igennem natten uden tag over hovedet.

Dagen efter kørte vi mod øst. Christian var træt efter sin aftenvagt og følte sig derudover sløj, så jeg kørte hele dagen i regnen. Det var et virkelig surt vejr at påbegynde ferie i. Da vi nåede frem til vores Bed & Breakfast var vi begge virkelig trætte og tog os en lang lur før vi spiste aftensmad og gik på hovedet i seng. Næste dag kørte vi til Addo Elephant Park, som vi fik kørt en lille eftermiddagssafari i. Trods navnet findes der mange forskellige slags dyr i elefantparken. Addo er en rigtig nationalpark og ikke en Knuthenborg efterligning som den private dyrepark, vi kom til at bruge alt for mange penge i, i vores første weekend. I Addo har publikum kun adgang til en lille del af den store park og man skal for det meste lede meget godt efter dyrene i det tætte krat.

Regnen dagen før havde gjort at der var enorme vandpytter nogle steder på grusvejen.

Vores Bed & Breakfast viste sig at være et meget anderledes sted. Alle vægge, også indervægge bestod af rå træstolper. Badeværelset var også holdt helt i træ. Det var meget rustikt. Morgenmaden var også meget rustik – tørt brød, kødpølse og dåsefrugt. Ikke særlig tilfredsstillende og Christian omdøbte derfor stedet til Bed & Bad Breakfast. Aftensmaden indtog vi på en mystisk krokodille-farm, hvor menuen dog ikke bestod af krokodille, men af kudu og impala (antiloper). Det smagte fantastisk!

Efter vores tidligere succesfulde hestesafari, havde vi besluttet at gentage succesen. Derfor var vi tidligt oppe for at stige til hest. Vi var blevet oplyst om at turen var for begyndere og at vi skulle ride langs hegnet, udenfor, for ikke at risikere konfrontation med dyrene. Men turen gik lige ind til elefanterne, som belejligvis havde taget opstilling ikke langt fra lågen. Det blev dog for meget action for nogle halvstore piger som både var bange for elefanterne og for de heste som de sad på. Vores ranger blev vidst lidt provokeret af de skræmte tøser, så det meste af turen foregik i trav eller galop, indtil de var helt møre og grædefærdige. Det var selvfølgelig lidt udiplomatisk af ham, men Christian og jeg havde det så fantastisk at vi straks gik ned og bestilte en tur til om eftermiddagen! På den tur ledte vi efter spor af elefanterne i timevis. I den ende af parken (som er adskilt fra det område hvor løverne er!) er der en elefantflok med 57 elefanter, hvor af mange er babyer. Det kan undre en hvordan så mange elefanter kan skjule sig i lavt voksende krat i timevis, men det kan de altså.

Da turen var ved at være til ende og vi vendte næsen hjem mod stalden afskar elefanterne os vejen. Bum! Lige pludselig stod de der – alle 57. Wow! Vi kom temmelig tæt på, 30 meter vil jeg tro. I hvert fald så tæt at elefanterne var begyndt at lægge an til angreb og hestene begyndte at tage flugten. Det sker ikke så sjældent at elefanterne angriber hestene, der heldigvis kan løbe hurtigst. Det kræver dog at man kan hænge på i farten! Vi havde heldigvis fuld kontrol over situationen og vores heste. Christian, der sad på en hest for 5. gang viste et utroligt mod og overskud – han er et naturtalent! Vi var temmelig beskidte, da vejen til parkhegnet gik gennem en halv meter mudder. Det er nok overflødigt at skrive at vi var temmelig ømme i vores bagdele efter 7 timer i sadlen. Vi måtte kigge hinanden bagi for at se om der var tegn på blodansamlinger, da vores sædeben var så ømme.

Efter to dage i elefantparken kørte vi til Jeffreys Bay, der som navnet antyder ligger ved kysten. Byen er kendt som et surfer-paradis og hver anden butik handler da også med surferudstyr. .

Og selvom vi stadig var lidt ømme skulle det jo ikke afholde os fra at tage ’en ridetur i dynerne’ som Christian så poetisk sagde det. Qua sin tyske oprindelse er han jo stadig god for en masse underholdning, der kommer af sådanne sprogforbistringer, som at klitter hedder Dünen på tysk. Sådan kan det ske at man kommer til at invitere til sengegymnastik i stedet for galop langs stranden. Igen var rideturen fantastisk. Christian havde indledningsvis lidt vanskeligheder med sin hest, men den fik han byttet med ejeren. Det var et godt bytte må man sige! Den hest gik virkelig flot og den slog min mindre hest i alle vores kapløb, til min store fortrydelse. Igen var Christian begejstret for at sidde på en hest og jeg må sige at han også virkelig gør det flot! Han vil gerne at vi rider på stranden nær Cape Town til hans fødselsdag og jeg er allerede begyndt at bage på at vi tager ridetimer når vi kommer hjem!

På vej hjem var jeg virkelig heldig med at glæde Christian. Vi holdt en lille kørepause ved Stormsriver Mouth, hvor der ligger en imponerende bro over en dyb kløft. Da jeg var chauffør ville jeg lige se hvad der var rundt om det næste hjørne og sørme om der ikke var helikopterture over kløften!

Helikopteren bevæger sig helt anderledes end en flyvemaskine og det skal man lige vænne sig til. Men jeg må sige at det var fantastisk! Sidst Christian var i Sydafrika købte han en halskæde, som han var så glad for. Den er siden gået i stykker og blevet repareret af mig flere gange – og nu var den altså gået i stykker igen. Da vi kørte gennem Knysna, så jeg en lille bod hvor de solgte smykker og jeg kørte derfor ind til siden og lur mig om de ikke havde præcis den samme halskæde. Nu har han købt sig et lille lager. Som sagt, var jeg virkelig heldig med at glæde ham den dag!

Nu har jeg fået problemer der virkelig overskygger at folk lever og dør i fattigdom! Da vi kom hjem, trætte efter 800 kilometer i bilen, havde vi fået ubudne gæster - kakerlakker! Da vi kom hjem fra ferie lå der en død kakerlak indenfor døren og da jeg var den første til at gå ind sagde Christian at jeg nok havde trådt på den. Så blev jeg HELT hysterisk. Alene tanken var så ulækker. (Jeg ved at jeg ikke har trådt på den, for det ville jeg bestemt have hørt og mærket, den var KÆMPE!).
Fem minutter senere møder jeg endnu én i gangen, så blev jeg for alvor hys. – Lidt ligesom damerne i vittighedstegningerne, der står på en stol og skriiiger mens musene løber rundt omkring stolebenene.

Christian var for langsom til at fange den, så den slap væk og jeg kunne ikke klare tanken om at skulle sove når jeg vidste den var der! Så startede jeg (meget modent) en tudescene - og jeg turde næsten ikke gå rundt i huset alene af skræk for at møde endnu en! Mens Christian var på badeværelset så jeg én inde i soveværelset. Den fik han heldigvis fanget og skyllet ud
i toilettet. Jeg var så bange for at falde i søvn og vågne med en kakerlak på næsen at jeg næsten ikke kunne sove. Hele natten klamrede jeg mig til Christian.

Næste morgen fik jeg købt en kakerlakdræber-spray, som jeg straks sprayede alt ind i og håbede at de nu alle var døde eller draget bort. Men da jeg skulle sætte vasketøj over mødte jeg en nede i vasketøjskurven! Jeg ved godt at de er harmløse, men jeg synes at de er SÅ ulækre. Jeg forstår ikke hvorfor Christian aldrig finder dem. Jeg føler at de har konspireret mod mig og jeg er bange for at der sidder en kakerlak og vinker med sine fæle følehorn hver gang jeg åbner et skab eller en skuffe. Jeg føler efterhånden at jeg kun er en kakerlakkonfrontation væk fra en psykiatrisk diagnose! Heldigvis er dræber-sprayen uhyre effektiv. Man sprayer og så er den død på sekundet! – Vi kan ikke rigtig finde ud af hvad der er i, men det er nok ikke noget man skal sprøjte på salaten. Trods at Christian heller ikke er vild med krybene har han vist enormt overskud og handlekraft. Hvis han ikke havde taget affære så havde jeg kun set én løsning og det var at flygte og lade kakerlakkerne overtage huset, med indhold og det hele! Det er altså ikke alle dyr jeg er lige glad for! Efter at have forbrugt hele dræber-sprayen på en aften og en morgen er der heldigvis nu gået et par dage uden at vi har set nogen….. Bank under bordet og spyt over højre skulder!

Forleden nat regnede det i stride strømme. Om morgenen opdagede vi at det også havde regnet i stride strømme indenfor. Ned gennem taget to steder i køkkenet, inklusive gennem el-skabet, hvilket vist er lidt farligt. Så hele morgenen rendte Christian rundt med gryder og pander og forsøgte at mindske skaderne. Da vi endelig var klar til at gå i bad var hele ydersiden af badekarret sort af myrer, der åbenbart bor derinde. Ikke så lækkert, men de fik det sidste dræber-spray og så var det slut med dem! Det var rent massemord. Midt i det hele kom vores rengøringsdame for første gang. Hun så fantastisk ud – med et gråt blondeforklæde og rød strikhue! Det var en meget begivenhedsrig morgen.

Rent arbejdsmæssigt går det godt. Jeg har travlt og er begyndt at synes at tiden går lidt for hurtigt. Jeg er bange for ikke at nå alt det jeg skal inden jeg skal hjem igen! Jeg havde troet og håbet at jeg kunne nå meget mere dagen igennem, og på ti uger! Men alting tager så lang tid. Så går internettet ned midt i en søgning, og folk er der aldrig til at supervisere når man har brug for et godt råd. Heldigvis har jeg fået ros for det jeg har afleveret indtil videre. Nogle gange er det dog svært at komme videre på egen hånd og mine kolleger er tit til konferencer eller arbejder af andre grunde ’ude af huset’, så jeg føler mig tit lidt alene. De har så travlt at jeg er primus motor på begge mine projekter. Det er lidt grotesk, eftersom det ene projekt er et, de er blevet købt til at levere. De får mange hundrede tusinde kroner for at lave det ordentligt. – Jeg har derfor svært ved at fatte at de sætter sådan en halvstuderet røver som mig til at lave det. Jeg har skrevet en introduktion til projektet, læst tusindvis af sider og skrevet ca. 10 sider til noget der skal ende med at fylde én! Der følte jeg mig også lidt smådum, at sidde og skrive noget som mange mere erfarne allerede har skrevet og formuleret bedre end jeg nogensinde kommer til.

Christian er tilbage hos ambulance-tjenesten, hvilket han er meget glad for. I aftes havde de en patient med 28 knivstiksår! Der går nu også følgende anekdote om dr. Maschmann på stationen: Ambulancen ankommer til en trafikulykke med en svært tilskadekommen, der kæmper for at trække vejret. Efter at have taget kort bestik af situationen, tager doktoren en hurtig beslutning og brækker nakken på staklen for at sætte en stopper for lidelserne. Naturligvis sætter alle en vantro mine op. Og ingen vil tro på den ellers sande historie, før de hører at patienten altså var en kat!

Jeg har igen været med Christian på arbejde – der findes jo ingen bedre måde at tilbringe en weekend på end at køre med blå blink! Denne gang fik Christian desværre en overflytning af patienter med fly. Derfor var jeg overladt til vildt fremmede det meste af natten. Den kvindelige ambulancefører var meget empatisk og talte med patienterne og ikke hen over hovedet på dem, som jeg var ude for sidst. Men de var heldigvis begge meget, meget flinke og mere end villige til at lade mig deltage i arbejdet. Mit samaritterkursus svarer til deres laveste ambulanceuddannelse og kvalificerer mig derfor til at køre ambulance her! Jeg blev også "tvunget" til at tale i radioen og melde os klar. "38, 3-8 standing free at Groote Shuur", "Roger", "10-4" var den slags jeg skulle sige. Desværre fik de ikke hørt min første melding og bad derfor om at vide hvem der havde kaldt. Jeg troede at det var fordi det var en ny stemme og begyndte derfor friskt at forklare hvem jeg var til de andres store morskab. Jeg skulle bare have gentaget at det var 38.

Heldigvis havde vi rigeligt at lave og dejligt ublodige ting, hvor jeg i ro og mag kunne hjælpe uden for megen stress. Første kørsel var til en ung kvinde, der havde taget en overdosis piller. Det tager man stille og roligt her – vi kørte lige en kollega hjem på vejen og nåede frem næsten en time efter vi havde modtaget opkaldet. Selvmordskandidaten var godt påvirket af både pillecocktail og alkohol og til trods for at jeg synes situationen var lidt dramatisk lå der flere pårørende og sov i sengen ved siden af hende. Hendes mand fulgte lidt uvilligt med i ambulancen og vi fik med besvær lagt et drop på den aggressive og omtågede kvinde. Hun forsøgte at bide den ene ambulancefører, et lidt halvkvædet forsøg, eftersom hun manglede begge fortænder. Der er svært at formidle lugtoplevelser, men godt lugtede hun altså ikke! Jeg forsøgte at samtale lidt med manden undervejs. Tænkte at det da måtte være noget af en forskrækkelse når ens kone pludselig forsøger at tage billetten og efterlade en med tre små børn. Men han var ikke særlig snakkesalig og jeg lod ham til sidst være. Da vi ankom til hospitalet forsvandt han hurtigere end lynet – med konens overtøj og sko! Som I sikkert kan fornemme blev jeg lettere forarget. Hun var godt nok både hæslig og ildelugtende, men han var ikke bedre selv og hun var da trods alt hans kone!

De andre kørsler var ikke så interessante og drejedes sig mest om patienter der skulle transporteres fra mindre hospitaler til Groote Schuur. Jeg fik dog set en del hospitaler og de fleste var bestemt ikke imponerende. Beskidte, overfyldte, ildelugtende og bemandet med uengageret personale.

Da Christian, efter 9 timer, var tilbage fra sin flyvetur til George var jeg godt træt. Jeg skulle lige til at bede om at komme hjem og sove, så vi fik et ’godt kald’. En japansk matros var faldet i havnen. Ved ankomsten til ulykkesstedet var patienten heldigvis reddet op på land, hvilket sparede os for en svømmeturJ De omkringstående japanere talte ikke engelsk, men viste os at japaneren havde drukket og at det var derfor han var faldet i vandet. Jeg prøvede at finde ud af hvor længe han havde ligget der. Det udviklede sig til det bedste fra Gæt og Grimasser. Jeg lavede svømmebevægelser, pegede på japaneren og mit ur og spurgte hvor mange minutter – hvorefter én af dem lyser op og svarer ’fem minutter’, mens han glad viser mig fire fingre! Næste bud var 45 minutter og snart havde jeg på fornemmelsen at alle japanerne sagde alle de tal de kunne på engelsk, det fik jeg ikke meget ud af! Mit gæt er dog, at nogen har set eller hørt ham falde i vandet, og at han har ligget der så længe som det har taget dem at få ham op.

Hele situationen var meget stressende for alle. Patienten var placeret tæt ved havnekanten lige under en fyldt container og overdynget med et virvar af tæpper, dyner og jakker for at holde ham varm. Vi fik flyttet ham lidt længere væk fra kanten, men stadigvæk var det sådan at Christian sad lige på havnekanten og behandlede… Jeg så med skræk for mit indre øje hvordan han ville falde bagover og ned i det meter dybe og kun 30 cm brede havnedyb mellem havnen og skibet. Det blæste og vi rystede alle sammen af kulde og samtidig måtte vi døjes med et ubeskriveligt lugtbombardement af fisk, skrald, opkast og afføring. Japaneren havde fået slugt en masse vand og skulle derfor intuberes (man fører et rør ned i hans luftrør og tilslutter ilt, så man kan hjælpe ham med at trække vejret). Intubationer er en af Christians yndlingsbeskæftigelser, men her fik han virkelig sin sag for. Vand og opkast spærrede for udsynet til japanerens stemmelæber og hver gang Christian forsøgte at få tuben ned, kastede japaneren op. På et tidspunkt mente Christian at, nu kunne han ikke kaste mere op, hvorefter der lige kom nogle liter mere nogle meter op i luften. Til sidst blev han bedøvet for at lette intubationen. Japaneren var privatforsikret og blev derfor transporteret til et privathospital. Det var noget af en kontrast til de hospitaler jeg havde været vidne til tidligere på aftenen. Døren blev åbnet for os og på hver side af gangen var der fyldt med personale. Man havde nærmest på fornemmelsen at de dannede espalier for os da vi kom. En behandlingsstue stod parat og alle havde styr på tingene og arbejdede koncentreret på at redde japaneren. Han havde efterhånden fået et lungeødem af at sluge så meget saltvand. – Det skyldes blandt andet mængden af salt i havvandet, der gør at vand fra kroppen trænger ud i lungerne for at udligne koncentrationsforskellen. Han var i en yderst kritisk tilstand da vi forlod ham. Christian vil følge op på historien og er forhåbentlig i stand til at finde ud af hvordan det er gået ham. Sådan gik de sidste timer af vores vagt hurtigt og jeg havde pludselig ingen trang til at sove!

Så blev det også til en lang smøre denne gang!

Jeg vil slutte for nu.

Mange kærlige hilsner til jer alle sammen