Betty Nansen Gruppen

af 27. januar 2001

bna.jpg (5102 bytes)
Skriv til Betty Nansen Gruppen

Betty Nansen Gruppen

Flaget stryges 15. oktober 2001 - fru Dam er flyttet

Anket til Landsretten - Frederiksberg Bladet 18. september 2001

Dømt til at flytte - 27. juli 2001

Flemming Dam i Frederiksberg Bladet 10. juli 2001

Mads Lebech beklager strid om bolig - Berlingske 29. juni

Licence to kill - kronik af Benny Dam 1-7-2001

Vil give kommunen en lærestreg - Berlingske 27. juni 2001

Boligretten giver kommunen ret

Elly Dam får fri proces

Elly Dam alene tilbage på toppen 2.5.2001

Forsvarer fastholder, at kommunen ikke kan opsige lejemål 26.4.2001

Selvfølgelig har kommunen ret, siger kommunens advokat 23.3.2001

Gamle dør af at flytte rev. 11.3.2001

Flemming Dam i Frederiksberg Bladet 6. marts 2001

Betingelser for opsigelse ikke til stede 1-3-01

Landets bedste boligadvokat valgt af Elly Dam 22-2-01

Ældre kan godt tænke selv - Elly Dam i Frederiksberg Bladet 20-2-01

Kommunalbestyrelsen fortsætter byggesagen 19-02-01

Berlingske 7-2-01: 81-årig nægter at flytte

Stævning 24-1-01

Retspraksis går kommunen imod

De drejer loven - indlæg af Flemming Dam 16-1-01

Netværk og dødelighed

Politik - farlig som et våben 5-1-01

Ekstrabladet 31-12: Elly Dam vil ikke flytte 
Lilian Nilsson: Det dør man ikke af

Kommunen stævner to lejere 30-1-01

Lovløsheden hersker vest for Valby Bakke

Gælder tyngdekraften mon på Frederiksberg

Taylor og Ford

Svar fra de konservative 30-11-00

Sønnens brev til kommunalbestyrelsen 19-11-00

Elly Dams indsigelse 3-11-00

Opsigelse -værs'go'

 

 

Lagt på www.berlingske.dk den 6. februar 2001 kl. 22:30.

81-årig nægter at flytte fra sin udsigt

Den 81-årige Elly Dam nægter at flytte. Sagen er nu endt i boligretten.
Foto: Søren Bidstrup

Tvang: Frederiksberg Kommune har valgt at flytte 31 ældre ud af deres boliger, fordi der skal bygges plejehjem. Men 81-årige Elly Dam nægter at flytte. Sagen er nu endt i boligretten.

Af Marlene Sørensen

De lyse vægge i Elly Dams soveværelse er dækket med billeder af familiemedlemmer.

Familien har hun haft stor brug for det seneste stykke tid.

I oktober sidste år modtog hun et brev fra Frederiksberg Kommune med besked om at være ude af sin ældrebolig inden den 1.februar 2001

Men det nægter 81-årige Elly Dam.

Med støtte fra sine tre sønner og en advokat har hun taget kampen op mod Frederiksberg Kommune. En kamp, der nu er endt med, at kommunen slæber hende i boligretten.

Men hun er ikke den eneste, som er blevet bedt om at flytte fra sin ældrebolig på Betty Nansens Allé 51-53.

I alt 31 ældre er blevet opsagt, fordi Frederiksberg Kommune, som ejer ejendommen, vil ombygge ældreboligerne på de tre øverste etager til plejehjem.

Men modsat Elly Dam er de fleste allerede flyttet, enten til ældreboliger i ejendommens nederste etager eller til boliger andre steder på Frederiksberg.

Elly Dam har boet på Betty Nansens Allé i fire år. Og her vil hun gerne ende sine dage. Derfor reagerede hun stærkt, da hun fik beskeden fra Frederiksberg Kommune om at være ude af lejligheden inden 1. februar.

»Det kom som et chok for mig. Efter at have modtaget opsigelsen stod jeg og græd nede i dagcentret i stueetagen, hvor jeg kommer hver mandag,« siger hun og kaster et blik ud over hustagene uden for stuevinduet.

Elly Dam blev for få uger siden tilbudt en tilsvarende ældrebolig på ejendommens 1. etage.

Men det vil hun ikke gå med til.

»Jeg har boet i en mørk stuelejlighed i 60 år af mit liv. Jeg nyder sådan udsigten og lyset heroppe på 7. etage.«

72-årige Lilly Christensen bor lige over for Elly Dam. Men ikke ret meget længere. En flyttemand er i gang med at bære de sidste møbler og papkasser ned fra lejligheden.

»Jeg ville da helst blive boende. Jeg har boet her siden 1990 og har været meget glad for det,« fortæller Lilly Christensen fra døråbningen af sin efterhånden rungende tomme lejlighed.

Alligvel har hun ikke gjort indsigelse mod kommunens beslutning.

»Det orker jeg simpelthen ikke. Jeg har jo heller ikke noget familie i nærheden, der kan tage sig af alt papirarbejdet, ligesom fru Dam har,« siger Lilly Christensen og nikker over mod døren på den anden side af gangen.

Bag døren sidder Elly Dam sammen med sin søn Benny Dam. Sønnen bladrer ivrigt i nogle af de papirer, som er kommet ind ad brevsprækken de seneste tre måneder.

»Og det her er endda kun en brøkdel af, hvad der er blevet sendt fra kommunen. Hvordan skal et ældre menneske kunne overkomme det uden hjælp fra pårørende?« spørger han.

Benny Dam er sikker på, at de fleste ældre gerne ville være blevet boende, men at de ikke har orket eller turdet at tage kampen op pga. papirarbejdet og truslen om store sagsomkostninger.

»Sagen er blevet principiel. Det kan ikke passe, at kommunen bare må flytte rundt på de ældre, som de har lyst til. Flere undersøgelser viser, at det er direkte farligt at flytte rundt på ældre mennesker, fordi det skaber stor usikkerhed om deres liv. Og ifølge min advokat er det samtidig en klar overtrædelse af lejeloven. Jeg er derfor sikker på, at vi vinder sagen i boligretten,« siger Benny Dam.

Lejeloven giver udlejeren ret til at opsige sine lejere, hvis lejemålet skal ombygges.

Men Elly Dams advokat mener kun, at paragraffen kan bruges, hvis ombygningen skal ske pga. brandfarlighed, faldefærdighed eller lignende. Og det er ikke tilfældet med ejendommen på Betty Nansens Allé.

Socialudvalgsformand Lillian Nilsson (kons.) fra Frederiksberg Kommune mener derimod, at kommunen har retten på sin side. Men hun er ked af, at sagen er kørt så langt ud.

»På den anden side har jeg 41 mennesker, der ligger og venter på en plejehjemsplads. Så jeg kan ikke se nogen anden udvej end at få sagen afklaret i boligretten.«

Lillian Nilsson mener, at de pårørende har et ansvar i forhold til at få de ældre til at samarbejde med kommunen.

»De skulle prøve at fortælle de ældre, at det måske ikke er så stor en ulykke at flytte fra 7. og ned på 1. etage. Jeg tror, det havde været bedre for fru Dam.

Nu bliver hun lidt en kastebold i systemet. Og det synes jeg ikke, ældre mennesker skal udsættes for.«

Samtidig afviser hun, at det risikerer at afkorte de ældres liv, at de nu skal flytte.

»Frederiksberg Kommune har før flyttet ældre fra deres boliger. Og der er ikke noget belæg for, at de er døde af det,« siger hun.

Hvornår Elly Dam skal i boligretten er endnu ikke fastsat.

Så indtil videre kan hun fortsat nyde sin udsigt fra 7. etage på Betty Nansens Allé.