brev til kommunalbestyrelsen

Jeg skriver til jer for at få jer til at ændre beslutningen om ombygning af tre etager på Betty Nansens Allé 51-53. Det var en beslutning, der blev truffet som en del af budgetvedtagelsen for 2001. Efter min bedste overbevisning, er der væsentlige forhold, som kommunalbestyrelsen ikke fik med i beslutningsgrundlaget, før beslutningen blev truffet.

Hvorfor tager jeg sagen op?

Jeg er blevet optaget af denne sag, fordi min mor er en af de 31 ældre, som pludselig fik en opsigelse som følge af kommunens beslutning.

Det kom fuldstændig uventet – og hun var både chokeret og dybt ulykkelig, da hun ringede og fortalte om opsigelsen.

Tænk jer – hun har boet på samme adresse i Frederiksberg Kommune i 60 år. Da den gamle lejlighed efterhånden var blevet for stor og fodkold, brugte hun et par år på et finde den helt rigtige bolig, hvor hun troede at kunne tilbringe sine sidste år. Det lykkedes at finde den perfekte bolig på Betty Nansens Allé, hvor hun nu har boet i fire år.

Og hvad kan være mere ideelt og sikkert end en kommunal ældrebolig: 2 værelser, god udsigt, to store af glas overdækkede altaner, fredelige omgivelser med fælleslokaler og ligesindede ældre samt få meter i frisk luft til et center med alle faciliteter = posthus, bank, bibliotek, supermarked osv. At man skulle kunne smides ud et sådant sted, forekommer utænkeligt.

"Det er løgn" sagde min datter omgående, da jeg fortalte hende om min mors opsigelse. "De slår dem jo ihjel", fortsatte hun. Og når min datter fremkommer med en sådan udtalelse, er hun ikke hvem som helst. Hun læser nemlig folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. Det er præcis den uddannelse, hvormed samfundet i øjeblikket uddanner næste generations embedsmænd til nøjagtigt det felt, som vi her beskæftiger os med.

Min datter var ikke i tvivl, for behandling af ældre er netop et af de problemområder, som folkesundhedsuddannelsen beskæftiger sig med.

Er det da farligt at flytte?

Som man måske kan ane, er det nærmest almenviden i det folkesundhedsvidenskabelige miljø, at man ikke skal flytte ældre, hvis det overhovedet kan undgås. Det har i den forbindelse glædet mig at se, at Frederiksbergs egen socialudvalgsformand citeres for følgende udtalelse i Frederiksbergbladet den 7. november: "Det ville bare betyde ekstra flytninger for de ældre, og det mener jeg ville være meget uheldigt. Det vil jeg ikke være med til."

Lillian Nilsson er nu ikke alene om de betragtninger. Jeg får næsten dagligt en ny bog eller nye kopier fra min datter. Hun sætter små gule sedler alle de steder, hvor der står, hvor alvorligt det er, når man flytter ældre eller fjerner deres netværk.

Et tilsyneladende anerkendt synspunkt findes i R.C. Taylors og E.G. Fords artikel i Journal of the Royal College of General Practitioners fra november 1983. Der undervises i hvert fald efter det på universitetet. Artiklen er skrevet på baggrund af en større undersøgelse, og det interessante for nærværende sag er, at nylig flytning af ældre viser sig at placere de flyttede ældre i øverste risikogruppe – dvs. flytning er en lige så alvorlig begivenhed som, hvis den pågældende havde mistet sin ægtefælle. Flere detaljer kan hentes i Oxford Textbook of Geriatric Medicine.

Der er vidt forskellige meninger om, hvor meget dødeligheden forøges efter en flytning. I min søgen faldt jeg forleden over en tilsyneladende seriøs artikel fra USA, hvor forfatteren påstod, at dødeligheden for ældre stiger 500-900 % (det er rigtigt nok – der står femhundrede til nihundrede) lige efter en flytning. Det er forhåbentlig en stærk overdrivelse, og jeg ser mere grund til at fæste lid til en ganske ny forundersøgelse, som Københavns Kommune har fået udført hos Danmarks Institut for Ældrepædagogik. Her har man analyseret dødeligheden efter flytning af plejehjemsbeboere. Så vidt jeg kan tolke undersøgelsens tal, stiger dødeligheden hos de ældre med 27 % i det første år efter en flytning. Analysens forfattere er dog forsigtige i deres konklusion, hvor de ordret skriver: "Man må konkludere, at i forhold til de 176 borgere, som er blevet flyttet, så har de næppe en relativ risiko som følge af flytningen, som er over 20 %."

Uanset, hvor man søger efter videnskabeligt materiale, støder man dog på den kendsgerning, at man ikke kan flytte ældre, uden at risikoen for væsentligt dårligere livskvalitet og tidligere død forøges signifikant.

Ovenstående burde efter min opfattelse være tilstrækkelig argumentation til, at Frederiksberg Kommune tager sin beslutning om at "tvangsflytte" 31 ældre op til grundig overvejelse. Hvis du er enig i synspunktet, behøver du egentlig ikke bruge tid på at læse videre - men

Opsigelsen er næppe lovlig overhovedet

Jeg forstår, at mindst en af de ældres pårørende eller "støtter" allerede under kommunens informationsmøde stillede spørgsmålstegn ved lovligheden af de udsendte opsigelser. Han havde drøftet opsigelsen med en landsretsdommer.

Den pågældende dommer havde omgående slået fast, at opsigelsen ikke ville kunne finde sted efter den anvendte paragraf, fordi udlejeren i dette tilfælde – efter landsretsdommerens fortolkning – selv skulle benytte det udlejede efter ombygningen.

Jeg har for mit vedkommende også søgt advokatbistand og er i den forbindelse nået til en lidt anden argumentation, der dog slutter med samme resultat. Lejelovens paragraf 83 giver ganske vist udlejeren en mulighed for at sige sine lejere op, hvis det beboede skal bygges om.

Men kommunen overser, at lejeloven grundlæggende hviler på et princip om lejerens uopsigelighed. Det er altså en normal antagelse, at lejere slet ikke kan siges op, med mindre de selv giver anledning til opsigelsen eller det lejede skal bygges om, f.eks. fordi det er brandfarligt eller på anden måde uforsvarligt eller utidssvarende.

Og det er jo ikke tilfældet. Ejendommen på Betty Nansens Allé er hverken brandfarlig eller saneringsmoden. Derimod vil udlejeren bruge etagerne til noget andet, og det er ikke et holdbart argument i lovens forstand.

Jeg har også fået en yngre advokat med god forstand på søgning til at lede efter fortilfælde. Det er ikke tit, at en sag som denne havner i retten, men der er faktisk i Karnows lovsamling en sag, som ligner til forveksling. Københavns Kommune prøvede at sige et lejemål op, fordi den ville indrette fritidshjem i en ejendom. Kommunen argumenterede for, at der var behov for fritidshjemmet i netop det område, og at der ikke var andre muligheder for egnede lokaler. Ikke desto mindre gik Boligrettens afgørelse kommunen imod.

Det er baggrunden for, at jeg har støttet min mor i hendes beslutning om at gøre indsigelse mod opsigelsen. Vi tror fuldt og fast på, at Boligretten igen vil bakke op om den almindelige uopsigelighed – hvis altså sagen når så langt..

En ændret afgørelse haster

Efter min opfattelse vil det tjene alle parter bedst, hvis kommunalbestyrelsen ved sit møde den 27. november vælger at finde en anden løsning på sit akutte behov for plejehjemspladser. Det vil slutte sagen og reducere de allerede indtrufne skader mest muligt.

Samtidig lykkes det måske at holde sagen ude af pressen. Jeg har personligt en betydelig aversion mod, at sager skal afgøres gennem debat i medierne – men jeg er ved flere lejligheder blevet opfordret til at bruge muligheden – og jeg tror ikke det vil lykkes mig at holde stand mod presset fra pårørende og ivrige rådgivere, hvis vi ikke snart får en afgørelse. Andre skal nok vide at lade historien sive.

Jeg foretrækker, at sagen løses i mindelighed, og ser frem til, at kommunen efter kommunalbestyrelsens møde kan meddele min mor og de 30 andre opsagte ældre, at opsigelsen er trukket tilbage.

Med venlig hilsen

Benny Dam