I en artikel på side 2 i Berlingske Indland den 29. juni beklager Frederiksbergs borgmester, Mads Lebech, at det ikke er lykkedes at få alle opsagte beboere i en ejendom på Betty Nansens Allé til at flytte ud.

Forhistorien kan læses i Berlingske dagen før, hvor der er en udmærket artikel om 81-årige Elly Dam, der har benyttet sin lovlige ret til at gøre indsigelse mod den opsigelse, som kommunen sendte hende den 27. oktober i fjor.

Mads Lebechs beklagelse er absolut forståelig. Det må være frustrerende for borgmester og kommunalbestyrelse, at en enkelt borger tillader sig at drage kommunalbestyrelsens dømmekraft i tvivl. Han supplerer da også med følgende bemærkning, som citeres ordret: "Og jeg synes, det er trist, når folks trivsel, velvære og dagligdag sættes over styr for et princip". Han viser medfølelse overfor fru Dam, som nu må bo alene, mens håndværkerne bygger om i de øvrige lejligheder på etagen.

Denne verden ville se meget anderledes ud, hvis der ikke i ny og næ var enkeltpersoner, som satte sig op mod myndighederne og fastholdt et princip. Det er bedst, når dette kan gøres uden vold og inden for lovens rammer – præcis som det sker i det aktuelle tilfælde.

Sagen er jo den, at det ikke bare var Elly Dam, der fik en opsigelse den 27. oktober 2000. Det var 30 andre enlige ældre og tillige et antal studerende, som måtte forlade i alt 49 lejemål på de tre øverste etager i en bygning på Betty Nansens Allé. De ældre sad alle med almindelige lejekontrakter, og ingen af dem havde drømt om, at de skulle siges op. Men et sted på rådhuset, havde nogle fostret den ide, at etagerne kunne indrettes til plejehjem. Idéen blev indbygget i kommunens budgetforslag og vedtaget af kommunalbestyrelsens flertal. Straks efter blev der udsendt opsigelser til beboerne i de 49 lejemål.

Værs’go’ – du har ganske vist regnet med at kunne blive boende til dine dages ende – men nu vil vi bruge etagerne til noget andet. De unge studerende var forberedt på denne behandling, for de havde lejet sig ind på specielle korttidskontrakter. Men de ældre havde ingen grund til at frygte opsigelse. Alle i dette kongerige ved, hvor sikkert det er at være lejer. Man skal virkelig gøre sig umage for at kunne smides ud af et lejemål. Ældreboliger i en bygning, der oven i købet ejes af en kommune, må være det mest sikre at bo i.

Men sådan var det ikke i tilfældet på Frederiksberg. Kommunen traf en beslutning på et rent teknisk og økonomisk grundlag, og 31 ældre måtte finde sig i at blive sagt op.

Flytning af ældre mennesker er ikke noget, man skal tage let på. Der var adskillige på over 90, og alle var dybt ulykkelige. Den almindelige sundhedsvidenskabelige antagelse er, at de ældres liv forkortes, når de skal gennem en flytning. For det første skal de gennem besværet, for det andet får de ny omgangskreds, og for det tredje føler de sig umyndiggjort. Anerkendte forskere har konkluderet, at flytning slider lige så meget på et ældre menneske, som tabet af en ægtefælle. Statistisk set afkortes hver af de ældres liv med nogle måneder. Man kan også udtrykke det således, at dødeligheden stiger med over 25 % efter en flytning af en gruppe ældre.

Antagelsen om overdødelighed er helt accepteret af de fleste. Tillad mig at citere professor Bent Rold Andersen og boligminister Jytte Andersen for følgende udtalelse i en fælles kronik: Det er kun få over 80 år, som magter en flytning. De fysiske og psykiske kræfter slår ikke til. Og det er svært så sent i livsforløbet at bryde båndene til venner og bekendte og de vante omgivelser. En firsårig plante kan sjældent slå ny rod.

Men tvangsflytning var altså den pris, som de 31 ældre måtte betale for, at Frederiksberg kunne placere et plejehjem på netop deres etager. Alle protesterede, 5-6 stykker gjorde formel indsigelse, men én efter en opgav de på grund af stadigt pres fra kommunen. En enkelt har stædigt holdt fast i sin ret til at gøre indsigelse. Hun bor nu tilbage, mens håndværkerne bygger resten af hendes etage om til plejehjem.

Det vækker til eftertanke, at Frederiksberg Kommune tidligere har haft plejehjem i den samme ejendom men har nedlagt det igen. En af de flyttede ældre har af den grund måttet flytte to gange for at give plads til et plejehjem. Det vækker også til eftertanke, at kommunen lukkede et plejehjem lige overfor den aktuelle ejendom samme dag, som der blev holdt informationsmøde med de opsagte lejere.

Vi ved alle med os selv, at ingen privat udlejer var sluppet godt fra at opsige 49 lejere på almindelige lejekontrakter, fordi han ville bruge en udlejningsejendom til noget andet. Det ville være stoppet af myndighederne med henvisning til lejelovens almindelig princip om uopsigelighed. Hvis en mindre dansk kommune havde prøvet det samme som Frederiksberg, var projektet formentlig stoppet af det amtslige tilsyn – men Frederiksberg har intet amtsligt tilsyn. Kommunen kan så at sige give sig selv lov – og det ser ud til, at også Boligretten på Frederiksberg har givet kommunen lov. Altså må Elly Dam nu håbe på Landsretten, som hun om nødvendigt vil appellere sagen til.

Imens sidder 30 andre ældre og må vænne sig til nye omgivelser, hvis de da har overlevet så længe.

Jo – det forpligter at være kommunalbestyrelse.