kronik dateret 050101

Det seneste budgetforlig i Frederiksberg Kommune er kommet til at koste min mor og 30 andre ældre den bopæl, hvor de troede, de kunne blive boende til det sidste. På trods af juridiske og videnskabelige kendsgerninger, nægter Frederiksberg Kommune at ændre sin beslutning. En politisk aftale er tilsyneladende et så helligt dokument, at respekten for lov, ret og menneskeliv må vige.

Beslutningen, der aldrig burde være truffet

Frederiksberg Kommune har i et stykke tid været under pres, fordi der er ventetid på plejehjemspladser. Det fremgår tydeligt af debatten i kommunen, at årsagen er forkert disponering. Kommunen har simpelthen nedlagt for mange plejehjemspladser i de foregående år – ja endda så sent som i år 2000.

Det problem skulle løses hurtigt, og derfor besluttede kommunalbestyrelsen i sit budgetforlig, at tre etager med ældreboliger på Betty Nansens Allé skulle ombygges til plejehjem. Ingen embedsmænd eller kommunalpolitikere overvejede, om der kunne være ulemper forbundet med at sige de nuværende beboere op. At der er tale om ældre mennesker, som ønsker at være selvstændige individer på trods af høj alder og adskillige handicap, har ikke givet anledning til kommunal eftertanke.

Men folkesundhedsvidenskabelige undersøgelser og almen viden siger samstemmende, at det er særdeles alvorligt at flytte ældre mennesker – især mod deres vilje, men såmænd også hvis de selv har ønsket at flytte. En grov regneregel fortæller, at man i gennemsnit afkorter hver af de ældres liv med tre måneder ved at flytte dem. I et samfund, hvor vi normalt har betydelig respekt for bevarelsen af meneskeliv, forekommer en beslutning som den frederiksbergske derfor at være en beslutning, som ikke burde være truffet – uanset man må have sympati for, at kommunen nu satser på flere plejehjemspladser.

Lov og ret – en by i Rusland

Al respekt for vores store nabo i øst – der er man muligvis på vej i den rigtige retning, mens Frederiksberg Kommune tydeligt viser tegn på det modsatte. Det er alment kendt, at den danske boliglovgivning gør det uhyre svært for en udlejer, at sige sine lejere op. Når det endelig sker, så har lejeren ret til at gøre indsigelse, hvorefter udlejeren tvinges til at indbringe sagen for Boligretten og der få en ekstra vurdering af opsigelsens lovlighed.

Sådan er det også i den aktuelle sag – opsigelsen indeholder den obligatoriske sætning om, at der kan gøres indsigelse. Mindst fem lejere har ifølge kommunen benyttet sig af denne ret. I alle normale forhold burde dette få udlejeren til at stoppe op og vente på rettens afgørelse – men på Frederiksberg sker der lige det modsatte. Kommunen har delt nye skemaer ud til de beboere, som ikke har protesteret, og opfordret dem til at skrive under på en ny opsigelse – hvor beboerne selv siger lejemålet op. Nogle af de beboere, der har gjort indsigelse, er også blevet presset af kommunen til at opgive indsigelsen. Begrundelsen står hen i det uvisse, men de fleste ældre på mellem 80 og 90 gør, hvad kommunen giver besked på – og pludselig har Frederiksberg Kommune styrket sin position. Hvilken boligret vil tvinge kommunen til at stoppe sit projekt, når de fleste selv har ønsket at flytte hurtigt – nej vel? At man uvilkårligt kommer til at tænke på de metoder, som er anvendt i visse øststater for ikke så længe siden – det får de fleste, der hører historien til at påstå, at den er løgn. Jeg stiller gerne med den fornødne dokumentation hos enhver politiker eller myndighed, der vil tage problemet alvorligt. Indtil videre har det knebet med at få gehør.

Tiden arbejder for Frederiksberg Kommune – for hver uge flyttes et antal ældre, indtil de få, der havde mod eller bagland til at formulere en indsigelse, sidder alene tilbage. Hvornår lukker kommunen mon for strømmen?