Kronik bragt i Frederiksberg Bladet 020101

Det var dog et tåbeligt spørgsmål, vil nogen måske sige. Men efter, at jeg i de seneste uger har stiftet et nyt og temmelig nært bekendtskab med det frederiksbergske bystyre, er jeg kommet stærkt i tvivl.

Årsagen til mit nye bekendtskab er, at min 81-årige mor er blandt de 31 ældre, som er blevet sagt op fra deres ældreboliger på Betty Nansens Allé på det yderste vestlige Frederiksberg.

Kommunen har valgt at rydde tre etager, fordi det er en hurtig måde at skaffe plejehjemspladser på.

Opsigelsen med tre måneders varsel dumpede ind af de ældres brevsprækker den 27. oktober. Opsigelsen skete i henhold til lejelovens §83 med virkning fra 1. februar 2001 – der manglede bare et Glædelig Jul til at fuldende oplevelsen.

Kommunen har ganske vist pligt til at genhuse de ældre, men problemet er, at det ikke er særligt hensigtsmæssigt at flytte ældre mennesker – slet ikke ved tvang. Det er almindelig kendt i sundhedsvidenskaben, at man statistisk afkorter ældre menneskers liv ved at flytte dem. En meget anerkendt undersøgelse fortæller, at den krise, som man bringer de enlige ældre i, svarer til krisen ved tab af en ægtefælle.

En anden undersøgelse, der er foretaget for Københavns Kommune, fortæller, at dødeligheden ved flytning af ældre plejehjemsbeboere stiger med 27 % i det første år efter en flytning. Flytningen af de ældre på Betty Nansens Allé har formentlig større konsekvenser, fordi man med et slag fratager de ældre den selvbestemmelse, som de indtil den 27. oktober troede, at de havde.

Et kommunalbestyrelsesmedlem – ganske vist fra en anden kommune - var forleden så venlig at fortælle mig, at det er helt almindelig viden i de kredse, at man statistisk forkorter en ældre medborgers liv med tre måneder, hver gang man flytter den pågældende. Det passer meget godt med den undersøgelse, jeg lige har nævnt, og så er det nemt at regne med.

Jeg kan nemlig nu regne ud, at kommunalbestyrelsen på Frederiksberg ved sin beslutning fratager de 31 ældre noget, der svarer til otte leveår – altså tilsammen.

Besynderligt nok, gælder den almindelige folkesundhedsvidenskab ikke på Frederiksberg. Jeg har nu to breve fra kommunen, hvor man fortæller: "Vi har således ikke erfaringer, som viser, at der sker en større overdødelighed".

Det er altså lykkedes Frederiksberg Kommune, at sætte de videnskabelige kendsgerninger ud af kraft.

Og her er det så, jeg kommer til min betragtning om tyngdeloven. Den gælder sikkert heller ikke på Frederiksberg. Jeg ved, at den hidtidige frederiksbergske borgmester går af i nær fremtid. Hvis man nu – bare for eksemplets skyld - forestillede sig, at den samlede kommunalbestyrelse i kådhed på borgmesterens sidste arbejdsdag bar ham op i rådhusets tårn og i ekstase lempede ham ud gennem en af lugerne, så ville man rent statistisk berøve borgmesteren omkring otte leveår.

Det ville formentlig medføre en frygtelig ballade, og kommunalbestyrelsens medlemmer ville blive stillet til ansvar for den frygtelige forbrydelse. Med mindre altså, at tyngdeloven også kunne ophæves ved et brev fra socialudvalgets formand.

Men når den samlede kommunalbestyrelse i sit lune mødeværelse træffer en enig beslutning, som rent statistisk har tilsvarende konsekvenser og i øvrigt rammer et langt større antal borgere og deres familier, så er gerningen formentlig ganske straffri – med mindre vælgerne afsiger en dom ved det næste valg.

Turen ned langs rådhusets tårn ville i øvrigt tage nogenlunde den samme tid, som det tog kommunalbestyrelsen at behandle sagen en ekstra gang på sit møde den 27. november.