Kronik bragt i Jyllands Postens københavnertillæg 201200

Min 81-årige mor og Frederiksberg Kommune har i de seneste 7 uger bidraget til, at jeg har lært mere om boliglovgivning og kommunal etik, end jeg har lært i de foregående 35 år af min tilværelse som voksen. Og det, jeg har lært, er desværre ikke særligt opmuntrende – især ikke for ældre borgere på Frederiksberg.

Sagt op på gråt papir

Min mor oplevede den 28. oktober det fuldstændigt utænkelige, at hun og 30 andre ældre modtog en opsigelse fra kommunen, der uheldigvis ejer den ejendom, hvor hun bor. Kommunalbestyrelsen havde besluttet, at tre etager i ejendommen nu skal ombygges til plejehjem. I ejendommen ved siden af er kommunen tilfældigvis ved samtidig at lukke et andet plejehjem.

"Det er løgn" sagde min datter omgående, da jeg fortalte hende om min mors opsigelse. "De slår dem jo ihjel", fortsatte hun. Og når min datter fremkommer med en sådan udtalelse, er hun ikke hvem som helst. Hun læser nemlig folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

Jeg har siden læst stakkevis af artikler og rapporter, som alle bekræfter, at ældre mennesker, der flyttes, får stærkt forringet livskvalitet efter flytningen, og at risikoen for tidligere død forøges betydeligt. Det er, hvad man roligt kan kalde almen viden.

Ikke desto mindre har Frederiksberg Kommune i samme periode forsynet mig med flere breve, hvor socialudvalgsformanden og diverse embedsmænd oplyser, at man på Frederiksberg ikke har erfaring med større overdødelighed efter en flytning. Frederiksberg Kommune har ganske vist aldrig undersøgt spørgsmålet systematisk, og man ignorerer tilsyneladende helt, hvad sundhedsvidenskaben eller større undersøgelser fra udlandet kan fortælle. Man behøver såmænd bare bevæge sig over grænsen til København, hvor kommunen vil kunne fremtrylle en undersøgelse, der bekræfter problemets alvor – men nej, hvorfor skulle den slags gælde på Frederiksberg?

Mens man over hele verden øger opmærksomheden overfor ældres problemer, så synes den frederiksbergske kommunalbestyrelses respekt for ældre menneskers liv, at kunne ligge på et ganske lille sted.

Lejelovens beskyttelse sat ud af kraft

Under alle normale omstændigheder yder lejeloven en ganske glimrende beskyttelse mod opsigelser. Loven hviler grundlæggende på et princip om lejerens uopsigelighed. Enhver ved, at det i praksis kan være meget vanskeligt for en privat udlejer, at skaffe sig af med besværlige lejere.

Men Frederiksberg Kommune anvendte lejelovens §83 som argument. Denne paragraf gør det muligt for en udlejer at opsige sine lejere, hvis en ejendom skal rives ned eller bygges om. Og ejendommen skal jo bygges om, siger kommunen, for vi skal have plejehjem på stedet. De fleste advokater, jeg har talt med, ryster på hovedet. Det er jo ikke meningen med lejeloven, at en udlejer skal kunne smide sine lejere ud, fordi en ejendom skal bruges til noget andet. En privat udlejer ville så kunne smide enhver lejer ud med det argument, at vedkommendes lejlighed skulle ombygges, fordi den skulle bruges til ….. ja vælg selv: ølstue, gildesal, bibliotek. Den private udlejer ville aldrig få tilladelse til projektet.

En normal kommune ville heller ikke få tilladelse til at lave almindelige lejemål om. Man har nemlig i næsten alle andre kommuner et amtsligt tilsyn, der skal godkende en sådan ændring. Men Frederiksberg er ikke underlagt et amtsligt tilsyn – kommunen kan give sig selv lov. Så langt var der hjælp at hente hos tilsynsmyndigheden.

Både Boligministeriet og Indenrigsministeriet melder hus forbi. Der har vi ingen myndighed, siger de med tydelig ulyst til at skulle gribe ind.

Så er der heldigvis lejeloven, som gør det muligt for lejerne at gøre indsigelse. Kommunen har også fulgt loven ved at skrive i opsigelserne, at der kan gøres indsigelse. Det er der 5-6 af de ældre beboere, der gør, hvorfor kommunen meddeler, at man vil indbringe de pågældende ældre for Boligretten.

Lejernes chancer for at vinde sagen i Boligretten er faktisk ganske gode. Der er nemlig retspraksis på området – og den er til fordel for lejerne. Kommunen må altså nu imødese en retssag, som den meget vel kan risikere at tabe.

Hvad gør derfor en frisk kommmunalbestyrelse – man sætter alle sejl til for at få de ældre ud så hurtigt som muligt. Og man venter længst muligt med at anlægge sagen ved Boligretten. For at sikre sig, at der ikke bliver vrøvl med Retten, deler man oven i købet nye skemaer ud, hvor de ældre skal skrive under på, at de selv opsiger lejemålene. Og hvad gør de fleste ældre, autoritetstro borgere – de skriver såmænd gladelig under på de dokumenter, som kommunen beder dem skrive under. Det er fristende at påstå, at nogle af dem, dermed underskriver deres egen d…… - nej det er for groft. Jeg nøjes med at tænke.

Alle de ældre, som ikke har magtet at protestere, bestormes med opfordringer til hurtigst muligt at sige ja til en bolig i et af kommunens andre byggerier. På den måde kan man isolere de få, der fastholder indsigelsen. Retten vil jo næppe forlange, at kommunen skal opgive sin ombygning, hvis der kun er fem eller måske to beboere, som holder stand.

Kommunen anlægger muligvis den rigtige vurdering – den kan med anvendelse af alle midler opnå at gennemtrumfe sin vilje. Men hvor er respekten for lov og ret – eller for de ældre, der har mod og mandshjerte til at protestere. Eller hvor er respekten for FN’s Principper for Ældre eller alle de andre smukke ord, der flyder ud af munden på diverse politikere.

Man føler sig hensat til det vilde Vesten, hvor kvægbaronerne slagtede de små husmænd én for en for at skaffe sig større territorier. Hvis Nordisk Film ønsker at optage en moderne film om den vilde vesten – så behøver selskabet nu ikke bevæger sig længere end få kilometer vest for Valby Bakke.